16. december: sødt og sprødt til jul – fedtebrød, den velsmagende småkage med rom og et underligt navn

Fedtebrød er en af min barndoms mange julesmåkager, som vi også kunne møde på andre tider af året. Navnet er underligt, oprindelsen fortaber sig lidt, men smagen fejler ikke noget. Om man bruger ægte rom til glasuren eller vælger citron, er vist lidt af en trossag. Uanset hvad er de meget lette at lave, tillige hurtige, kræver ikke specielle ingredienser og kan derfor fremtrylles efter trang.

Og fedtebrød optræder ikke kun i mine barndomsminder, for de forsvandt som dug for solen sammen med mange historier om julens traditioner, da jeg i november holdt tøsefrokost for en flok gode veninder. Det var megaspændende at høre om, hvordan de alle havde minder, der inkluderede netop denne lille, lidt enkle småkage – og jeg tror, at vi alle blev sendt retur til barndomshjemmet for en kort bemærkning og samtidig opdagede, at hver familie nok har sine traditioner, men så forskellige er de nu ikke, når alt kommer til alt. Jeg troede for eksempel, at det kun var min mor, der var striks på, hvornår julesmåkagerne måtte spises, men nej, mange andre end undertegnede har kredset om småkagedåserne og fået besked på at holde snitterne for sig selv indtil juleaften.

Opskrift

35 stk sådan cirka
Tidsforbrug: 1/2 time (jeg sagde det jo, de er hurtigt lavet)
Sværhedsgrad: let
Ingredienser:

  • 125 g smør
  • 125 g hvedemel
  • 1/4 tsk hjortetakssalt
  • 75 g sukker
  • 75 g kokosmel

Glasur:

  • 150 g flormelis
  • 1 spsk rom (kan også være lidt citronsaft i stedet)
  • 2-3 spsk vand

Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Bland mel og hjortetakssalt. Smuldr smørret sammen med mel og hjortetakssalt. Tilsæt sukker og kokosmel og ælt det sammen til en dej. Rul dejen ud i tre stænger og placer dem på en bageplade med bagepapir. Tryk dem let flade. Bag stængerne ved 190 grader varmluft i ca. 15 minutter. Rør en glasur af flormelis, rom og vand og smør den ud over stængerne, mens de stadig er lune. Skær stængerne ud i stykker på skrå. Opbevares i kagedåse. Hold egne snitter for dig selv, indtil magisk tidspunkt for spisning indtræffer, altså hvad traditionen byder 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*