19. december: klar, parat, julemiddag – svampepostej som alternativ til steg

“Jeg tror, der skal en vegetarisk postej med til julefrokost,” sagde en af mine veninder med en slet skjult opfordring til mig om at kreere en sådan… Jamen, selvfølgelig, altid til tjeneste. Jeg har derfor været i køkkenet og leget med svampe til en svampepostej. Dog ikke af den euforiserende slags, men helt almindelige champignons, man kan også sagtens vælge andre typer af svampe – ligesom en rest kogt perlebyg eller ris kan anvendes i stedet for bulgur. Det er faktisk en god stop-madspild ret. Evt. rester er velegnet som pålæg dagen derpå. Bemærk, bagetid afhænger af højden på postejen. Højere postej, længere bagetid.

Smager ikke af mikro-makro mad

Billedet er mildest talt lidt kedeligt, men snyder, for denne svampepostej smager absolut ikke som et levn fra 1970’ernes mikro-makromad.

Opskrift på svampepostej

Som hovedret passer den her portion til to personer.
Tidsforbrug: 1 time
Sværhedsgrad: relativt enkel at gå til og i hvert fald ikke sværere end en flæskesteg…
Ingredienser:

  • 1 dl fuldkornsbulgur
  • 250 g champignons af den brune slags
  • 1 rødløg
  • Olivenolie
  • 50 g mandler
  • Masser af timian og rosmarin i tørret udgave
  • Salt, peber
  • 2 spsk madlavningsfløde
  • 1 æg
  • 3-4 spsk havregryn

Hæld bulgur i en skål og overhæld med 2 dl kogende vand. Lad det trække i ca. 10 minutter, mens resten tilberedes. Varm en pande op med lidt olivenolie, mens rødløg og champignons snittes fint. De steges på panden ved god varme, så væden fordamper. Mandlerne hakkes groft.
Evt. overskydende vand hældes fra bulguren, der blandes med de stegte løg, champignons og mandlerne. Tilsæt 1 æg og madlavningsfløde samt havregryn, så det bliver en fast fars. Smag til med masser af timian og rosmarin samt salt og peber. Den her postej skal ikke være en kedelig 70’er sag, så der skal masser af smag i den.
Hældes i et ovnfast fad og bages i ovnen ved 170 grader varmluft i ca. 30-40 minutter. Serveres fx med rødkål, varm eller som salat, og lidt ristet brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*