ærterisotto

Ærterisotto – sommerens comfort food

Den skæggede så en anelse skuffet ud, da jeg sagde, at aftenens menu stod på ærterisotto. Men ok, havde han sat næsen op efter hakkebøf, var det da også noget helt andet. Men efter de første par mundfulde var han helt sikkert overbevist: Ærterisotto lyder meget grønt og frelst, men smager rundt, blødt og fyldigt. Det er faktisk sommerens bedste comfort food.

Vi spiser faktisk aldrig grød her i hytten. Det er max undertegnede, der en sjælden gang, når jeg er alene hjemme, snupper en gang havregrød til morgenmad. Lavet med æggehvide, som gør den cremet, og toppet med bær er det ikke helt tosset. Men der er en enkelt undtagelse. Risotto. Det er jo faktisk nærmest en grød, der blot ligger noget lettere i maven.

Hen over sommeren bugner vejboderne med kartofler, jordbær og ærter. Og der er noget helt særligt ved friske ærter, især når man åbner bælgen med et smæld, og de små, grønne ærter triller ud i hånden. Så kan de spises som slik, søde og sprøde som de er. Friske ærter smager allerbedst nyplukkede, men de kan også holde sig i køleskabet i et par dage.

Små sundhedsbomber klædt i grønt

Ærter er milde i smagen, og det skal man respektere, når de tilberedes. Ingen stærke krydderier kan anbefales, lad i stedet ærternes sarte smag få hovedrollen. Der er lidt arbejde i at bælge ærterne selv, men det er et arbejde, der kan betale sig. Ikke nok med at smagen er lækker, men ærter er de rene små sundhedsbomber. De indeholder masser af vitaminer og mineraler, især A, C og K-vitaminerne, som styrker øjne, immunforsvar og knogler – og hjælper på sårhelingen. Og så er de også proppet med protein og kulhydrater, der holder dig mæt længe. Når man dertil lægger, at de har indpakningen i sig selv med bælgen, er de smarte at have med på farten eller i som en snack i madpakken.

ærterisotto

Friske eller fra frost? Som sagt smager de friske skønt, men når de skal tilberedes, klarer ærter fra frost sig faktisk rigtig godt. Og næringsindholdet i de frosne ærter er slet ikke så dårligt, som mange tror, fordi de bliver frosset lige efter plukning og forinden får et kort opkog, der er med til at holde på vitaminer og mineraler. Derfor har jeg også valgt at bruge ærter fra frost i selve risottoen, mens pynten er friske ærter. Det er nok en rigtig sommerret, men skulle du ikke kunne få friske ærter, er det også muligt at pynte af med lidt krydderurter i stedet for. Det kan godt være, at risotto ikke ser ud af så meget, men lad dig ikke snyde – der er meget mere mad i den, end man skulle tro. Så derfor er en salat serveret dertil rigeligt.

Andre retter med ærter

Ærter er perfekte i salater, og det bruger jeg også i stor stil her hen over sommeren. Gerne sammen med kartofler og jordbær. Så behover jeg egentlig ikke ret meget mere. Men derudover er det perfekt med en ærtesuppe – både på en varm sommerdag og som en festlig forret til en vintermenu. Se en af mine favoritopskrifter på ærtesuppe her.

Ærterisotto – sommerens comfort food

Opskrift af Susanne PaghMåltid Grønt, hovedretType VegetarSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Kogetid?

15

minutter
I alt?

45

minutter

Cremet grøn risotto med ærter

Ingredienser

  • 100 g optøede, frosne ærter

  • 1 fed hvidløg

  • 1 lille løg

  • 125 g carnaroli risottoris

  • ½ l grøntsagsbouillon

  • 2 spsk græsk yoghurt

  • 1-2 spsk revet parmesan

  • 1 spsk æblecidereddike

  • salt, peber

  • olivenolie

  • 1 håndfuld friske ærter

  • Tilbehør
  • en skål god salat

Sådan gør du

  • Hak hvidløg og løg fint.
  • Blend de optøede ærter hurtigt, nogle af dem må gerne være hele endnu. Stil ærtepureen til side.
  • Varm lidt olivenolie op i en lille gryde. Svits hvidløg og løg et par minutter, uden at det tager farve. Tilsæt risottorisene og rør rundt. Lad risottorisene svitse med endnu et minuts tid.
  • Hæld grøntsagsbouillon på, så det dækker risene. Kog op, og lad det simrekoge. Lad risene suge væden og tilsæt løbende mere bouillon, mens risene koger i ca. 15 minutter. De skal stadig have en lille smule bid, det sidste får de ved tilsmagningen.
  • Tilsæt ærtepuréen, smag til med revet parmesan, salt, peber og lidt æblecidereddike. Slut af med den græske yoghurt, det gør risottoen rigtig lækker cremet.
  • Pynt med friske ærter og mere parmesan. Servér straks med en god salat til.

Bemærk

  • I stedet for æblecidereddike kan du bruge hvidvinseddike eller citronsaft. Det vigtige er, at eddiken giver et frisk modspil til risottoen, der ellers kan blive lidt fad.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
ærterisotto

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kilde: Madpyramiden https://madpyramiden.dk/madleksikon/groentsager/aerter/

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*