amerikanske pecancookies

Amerikanske pecancookies superlækre og hurtige

Nye naboer flyttede ind i denne uge, og jeg ville gerne byde dem velkommen. Det blev med lidt sødt til den kaffe, som man godt have brug for, når man skal tømme flyttekasser og få puslespillet med en ny indretning til at gå op. Så derfor bagte jeg en skovlfuld (eller i hvert fald kagedåse fuld af) amerikanske pecancookies. Så var der både til naboer og os selv – lidt egoistisk har man vel lov at være.

Noget om pekannødder

Pekannødder stammer fra USA, hvor også den berømte pecan pie stammer fra. Pekannødderne kan spores tilbage til det 16. århundrede i USA, hvor de i høj grad indgik i ernæringen for den oprindelige befolkning i den sydlige del af staterne. Pekannødderne blev gjort alment kendt af præsidenterne George Washingtom og Thomas Jefferson, der begge var begejstrede for den velsmagende nød og derfor plantede pekantræer. En begejstring der har holdt gennem århundrede, og i dag produceres 80-90% af alle pekannødder i USA.

I forhold til valnødder, som pekannødden jo ligner af udseende, er smagen langt mere rund og fyldig. Især er det værd at bemærke, at pekannødder ikke har det her lidt bitre over sig, som valnødder ofte har (det kan i øvrigt fjernes ved at lade valnødderne udbløde i vand i en halv times tid).

I de nye kostråd anno 2021 (se min guide til kostråd 2021 her) er nødder fremhævet som en kilde til protein, vigtige fedtstoffer, vitaminer og mineraler. Blandt andet er der et højt indhold af zink i pekannødder. Pekannødder har desuden et højt fedtindhold (højere end mange andre nødder), men det er altså enkeltumættede fedtstof, som ikke er så slemt endda. Af kostrådene fremgår det også, at det anbefales, at man spiser 30 g nødder om dagen. Det er faktisk en hel håndfuld, s hvorfor ikke variere indtaget, så man ikke bare spiser de velkendte mandler. Der er jo både valnødder, hasselnødder, macadamianødder og mange andre nødder. Jeg behøver vel ikke at sige, at saltede peanuts ikke er en god løsning? Saltindholdet må ikke overstige 0,8 g pr. 100 g nødder ifølge de officielle kostråd.

amerikanske pecancookies

Amerikanske pecancookies – wow de smager godt

Pekannødder bruges i stor stil i amerikanske cookies. Jeg prøvede at google pecancookies og fik 66,7 mio resultater at vælge imellem. Det siger noget om, hvor udbredte pecancookies er selvfølgelig især i USA, men også i resten af verden. Det forstår jeg godt, for de smager altså virkelig godt. Med en kop kaffe til er de helt perfekte, siger den skæggede. Er man ikke nået til at drikke kaffe, så kan et glas mælk anbefales. På en eller anden måde er det bare indbegrebet af ”efter skoletid” for rigtig mange – jeg kan næsten se et par unger komme hjem fra skole og smide sig ind på en køkkenstol, gribe glasset med mælk med den ene hånd og tage et par amerikanske pecancookies med den anden.  Lige til en film.

Pekannødder og hvid chokolade klæder hinanden godt, men kombinationen bliver helt perfekt, når der oveni lægges en anelse salt. Jeg ved ikke helt, hvad det er, saltet egentlig gør. Det viser sig bare gang på gang, at søde sager bliver eminent gode, når de får en anelse salt.

Amerikanske pecancookies superlækre og hurtige

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType SmåkagerSværhedsgrad Let
Hvor mange?

24

stk
Arbejdstid?

20

minutter
Bagetid?

15

minutter
I alt?

35

minutter

Klassiske amerikanske pecancookies med et twist af hvid chokolade

Ingredienser

  • 100 g sukker

  • 100 g brun farin

  • 100 g blødt smør

  • 1 æg

  • ½ tsk fint salt

  • ½ tsk natron

  • 1 tsk bagepulver

  • 250 g hvedemel (gerne kagehvedemel)

  • 50 g hvid chokolade

  • 50 g pekannødder

Sådan gør du

  • Hak den hvide chokolade og pekannødderne groft. Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
  • Rør smør med sukker og brun farin, så det bliver en blød masse. Rør ægget i.
  • Bland mel med salt, natron og bagepulver og rør det hele i dejen. Bland til sidst de hakkede pekannødder og hvid chokolade i.
  • Rul små kugler af dejen og sæt dem på 2 bageplader med bagepapir.
  • Bages ved 170 grader varmluft i ca. 15 minutter. Afkøles på bagerist – og skal så bare puttes i kagedåse.

Bemærk

  • Salt giver et godt modspil til det søde. Bruger du groft salt, så brug mindre.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

amerikanske pecancookies

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*