bagte tomater

Bagte tomater

Har du for mange tomater, er det en god idé at bage dem. Bagte tomater kan anvendes både i salater og som tilbehør til andre retter. Når tomaterne bages, bliver smagen meget intens, det sker jo, fordi væsken i tomaterne fordamper. Inden bagningen har jeg vendt tomaterne i balsamicoeddike og givet lidt krydderi oveni.

Når drivhuset bugner af solmodne tomater, er det ikke nok at spise æg- og tomatmad til frokost. Så skal der virkelig laves mad med tomater. Giver man fortabt, kan det være en god idé at sikre en vis langtidsholdbarhed på tomaterne ved at konservere dem. Bagte tomater kan opbevares i glas i køleskabet i en uges tid, men helt ærligt, prøv om du ikke kan spise dem med det samme. De smager SÅ godt.

Vidste du, at…

  1. Tomaten er botanisk set en frugt, fordi den indeholder kerner, men regnes blandt grøntsagerne, fordi den bruges som en grøntsag. Sådan er logikken altså i botanikkens verden.
  1. Tomatplanten er etårig og var oprindeligt hjemmehørende i Andesbjergene. Herfra har den spredt sig siden 1500-tallet.
  1. Det er slet ikke så tosset at spise tomater. De indeholder masser af væske og ikke ret mange kalorier. Samtidig er de fyldt med C- og K-vitaminer sammen med E- og A-vitaminer samt fibre og kalium. Slet ikke så dårligt. Er det ikke nok, så indeholder tomater også lycopen, der er en antioxidant, der gavner immunforsvaret.
  1. Og få så de tomater ud af køleskabet! Her hører de under ingen omstændigheder hjemme, for de mister al duft, når de opbevares ved temperaturer under 12 grader. Nu vil den skæggede sikkert fremføre, at jeg da altid har lagt tomater i køleskabet. Det er også rigtigt, men man har jo lov til at blive klogere… og lade tomaterne blive uden for i stuetemperatur.

La Tomatino festivalen

Hvis du skynder dig, kan du nå at komme med til la Tomatina festivalen, som afholdes hvert år i august måned i den spandske by Buñol, der ligger tæt på Valencia. Hvis du tror, at det er en seriøs fagmesse for tomatdyrkere, tager du helt, helt fejl.

Her går 22.000 deltagere nemlig amok med 120 tons tomater, som de smadrer og kaster mod hinanden i 1 time. Reglerne er enkle: man kaster kun tomater og intet andet mod hinanden, og man respekterer, når slutfløjtet lyder.

Hvorfor la Tomatina? Jo, altså… under en byfest i 1945 i Buñol gik en deltager amok i den traditionelle parade, som man er så god til i Spanien. Han begyndte at kaste med alt omkring sig, og ”alt omkring sig” viste sig at omfatte tomater. Og dermed var en tradition født. Det stemmer meget godt med min erfaring fra små, spanske byer: at de griber enhver lejlighed til at feste.

Prisen for deltagelse starter i øvrigt ved 140 euro, men betaler man noget mere, kan man komme med til både after party og pre party. Lidt ulogisk foregår pre party ved stranden, for det skulle ellers være efter slaget, at man havde mest brug for vand. Det anbefales desuden at bære beskyttelsesbriller samt tøj, man ikke ønsker at bruge igen. Ligeledes skal man ikke medbringe noget som helst, man ikke vil miste, for det går hedt for sig i den time, hvor der kæmpes med tomater som skyts. 

Bagte tomater

Opskrift af Susanne PaghMåltid tilbehørType VegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

10

minutter
Bagetid?

1

time 

30

minutter
I alt?

1

time 

40

minutter

Ingredienser

  • 250 g tomater (cherrytomater, blommetomater, almindelige tomater)

  • ½ rødløg

  • 1 spsk balsamicoeddike

  • 1 tsk akaciehonning

  • 1 spsk rapsolie

  • 1 tsk tørret timian (eller frisk, hvis du har det)

  • salt, peber

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  • Skyl tomaterne og skær dem i halve eller kvarte afhængig af størrelse. Hak løget groft.
  • Bland balsamicoeddike, akaciehonning og rapsolie med timian, salt og peber. Vend dressingen med tomaterne.
  • Bag tomaterne ved 150 grader varmluft i 1-1½ time.

Bemærk

  • Alle slags tomater kan anvendes – skær dem blot i nogenlunde ens størrelse

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

bagte tomater

Kilde: La Tomatina

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*