Blød yoghurtis med sensommerens blommer

“Din force ligger i desserter, kager og vegetarisk,” var den skæggedes kommentar til denne yoghurtis. Det var altså ret pænt ment, han så i hvert fald meget tilfreds ud, da bemærkningen faldt. Blommeisen her er som at spise blommer – men smagen er næsten mere intens, end hvis man “bare” tager en frisk blomme. Dertil er den blød og cremet – husk blot at tage den ud af fryseren 10-15 minutter før servering. Det gjorde bestemt heller ikke oplevelsen mindre intens, at isen blev indtaget på terrassen på en af de sidste dage i august, hvor vejrguderne havde tildelt os en hedebølge kombineret med svag vind. Perfekt vejr til is.

Jeg har tidligere lavet yoghurtis med jordbær, og kirsebær har også været på programmet. Yoghurtis er nemlig perfekt til sommerens mange friske frugter og bær.

Nærmest sund is

Med den græske yoghurt som base er det i hvert fald en sundere is, end hvis man vælger en udgave med masser af piskefløde. Dertil er den uden æg, og dermed er risikoen for salmonella ved brug af rå æg væk. Men lad nu være med at prøve at reducere fedtprocenten endnu mere med en low fat yoghurt. Det virker ikke – bare spørg undertegnede, for selvfølgelig skulle forsøget gøres. Det blev mildest talt en elendig, hård is.

Har den skæggede ret? Og gør øvelse mester?

Har den skæggede ret i, at min force ligger i desserter, kager og vegetariske retter? Det er i hvert fald dér, man finder min primære interesse – at lave lækre vegetarretter og søde afslutninger på måltidet. Det, man interesserer sig for, siges det, bliver man som regel også god til – hvis man øver sig. Og jeg øver mig ret meget på kager, desserter og vegetarretter. Det er jo det, jeg laver hele tiden og så igen…

Bliver jeg så exceptionelt god til at bage kager, lave lækre desserter eller velsmagende vegetarretter ved at øve mig igen og igen? Tja, hvis man skal tro et gammelt studie, så gør jeg. I 1993 viste et studie, at der var en 10.000-timers regel for violinister: Jo mere træning, jo bedre. Et nyere studie viser derimod, at der ingen sammenhæng er mellem mange øvetimer og dygtighed. Det nye studie fra Reserve University i Cleveland, Ohio, viser, at forskellen mellem mellemgode violinister og de allerbedste ikke skyldes, at de allerbedste har øvet sig mere, faktisk øvede de mellemgode sig mest. Derfor må forskellen skyldes en mere kompleks kombination af bl.a. indlæringsevne, undervisning og naturtalent.

Med andre ord kan man ud fra dette vist godt sige, at træning kan bringe én et godt stykke vej. Træning kan måske også gøre, at man bliver en habil violinist eller kok, men uden fornemmelse og forståelse for tonerne i musikken eller i maden bliver man aldrig stjernegod. Netop det sidste – fornemmelsen og forståelsen – er det, jeg vil kalde for passion. Det er her, man lægger hjertet og sjælen i opgaven, og det er her, man mærker kroppens glædeshormoner suse rundt. Uanset om det gælder en blommeis, der bliver perfekt cremet, eller arbejdet med den nye kampagne, den ambitiøse strategi eller medarbejdernes succes på jobbet.