boller med ølandshvede og havregryn

Boller med ølandshvede og havregryn

Uhm, at sætte tænderne i nybagte boller er slet ikke så dumt endda. Her har jeg bagt boller med ølandshvede og havregryn, som er lette og luftige, men alligevel med masser af smag. Opskriften her er med tydelig hilsen til Læsø. Så tydelig, at bollerne egentlig burde hedde Læsø-boller.

Jeg bager rigtig tit boller. Det er nok – ud over rugbrød og grovbrød – noget af det, jeg bager mest. Nå, nej, jeg bager også ofte småkager. Men altså derudover så bager jeg tit boller, fordi de kan bruges til alle måltider i løbet af dagen: til morgenmaden, til frokost til en sandwich, og som lidt godt brød til en salat om aftenen. Uanset hvornår og hvordan skal bollerne smage godt og have en god konsistens, for jeg spilder altså ikke min appetit på kedeligt brød.

Ø for økologisk og ø for øen

Ølandshvede er en gammel kornsort. Jeg har valgt en ølandshvedemel, der er økologisk og kværnet på en stenkværn. Og så er den fra Læsø, hvor særlige jordforhold efter sigende skulle give melet en god smag.

Honningen er faktisk også fra Læsø – og fra brune bier. De brune bier er de oprindelige bier i Nordeuropa, og der er ikke mange steder, hvor man stadig finder dem. I Danmark er det på Læsø. Hvis man ser honningen fra Læsø, kunne man godt forledes til at tro, at brune bier giver brun honning. Men sådan er det ikke – farven skyldes, at Læsø er utrolig meget natur og virkelig lidt opdyrket område. Derfor stammer honningen fra primært lyng, og det giver den brune farve og en i øvrigt mere intens og dyb smag.   

Har man ikke lige ølandshvede eller honning fra Læsø, så er der absolut ingen grund til at fortvivle. I stedet kan en god ølandshvedemel, gerne stenkværnet, og en almindelig, god dansk honning sagtens anvendes.

Og indrømmet, nu kunne saltet i bollerne være Læsø Sydesalt, men det er det altså ikke. Mest af alt fordi jeg ikke havde det i køkkenskabet, men det giver heller ikke så meget mening at bruge dyrt salt i brød, hvor det bliver opløst. Sydesaltet skal bruges, hvor man kan fornemme flagerne og få oplevelsen mere direkte – synes jeg. Det kan være, når æggemaden skal have et drys salt. Men altså ikke i brød eller i kogevandet, hvor det opløses. Når jeg i opskriften skriver, at der skal anvendes groft salt, er årsagen mest af alt, at der er forskel på en spiseskefuld fint salt og en tilsvarende spisekefuld groft salt. Her er det groft salt, der skal anvendes. Hvis du bruger fint salt, skal du nok ca. halvere mængden, ellers bliver bollerne alt for salte.  

Koldhævet eller hurtig løsning

Skal du bage boller med ølandshvede og havregryn, er der to veje afhængig af tålmodighed. Du starter med simpelthen at bikse dejen sammen. Derefter kan den enten hæve på køkkenbordet i 1½ time, eller du kan sætte dejen i køleskabet natten over. Begge dele fungerer fint.

Frys de boller, som I ikke skal spise med det samme. De skal blot tøes op og lunes i ovnen, så er de måske ikke som nybagte, men i hvert fald rigtig lækre igen.

Boller med ølandshvede og havregryn

Opskrift af Susanne PaghMåltid BrødType BollerSværhedsgrad Let
Hvor mange?

8

stk
Arbejdstid?

20

minutter
Bagetid?

18

minutter
Hævetid?

1

time 

30

minutter
Total time

2

timer 

8

minutter

Ingredienser

  • 4 dl lunt vand

  • 1 dl skyr

  • 25 g gær

  • 1 tsk honning

  • ½ dl rapsolie

  • 1 spsk salt, groft

  • 100 g grovvalsede havregryn

  • 200 g ølandshvedemel, fintsigtet

  • 200 g manitoba hvedemel

  • Tilbehør
  • Evt hulbageplade

Sådan gør du

  • Bland vand og skyr. Rør gær ud i blandingen. Tilsæt rapsolie og honning.
  • Rør havregryn i.
  • Rør ølandshvedemel i sammen med salt.
  • Derefter røres hvedemelet i. Så skal dejen røres enten på køkkenmaskine eller med håndmixer med dejkroge. Dejen skal røres godt sammen, men du behøver ikke udfordre tålmodigheden så meget.
  • Dæk skålen med dejen med husholdningsfilm og lad dejen hæve i 1½ time på køkkenbordet – eller natten over i køleskabet.
  • Varm ovnen op til 220 grader varmluft. Form boller af dejen, spænd gerne bollerne op ved at folde dejen ind under bunden af bollerne. Sæt bollerne på en hulbageplade med lidt olie eller på en almindelig bageplade med bagepapir.
  • Bages i ca. 18 minutter ved 220 grader varmluft. Har du damp, så tilsæt endelig det. Bank dem let under bunden – når de lyder hule, er de færdigbagte. Afkøles på bagerist.

Bemærk

  • Frys de boller, I ikke skal spise med det samme. De kan fint tøs op og lunes i ovnen.
boller med ølandshvede og havregryn

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*