broccolibrød med røget laks

Broccolibrød med røget laks

Det lyder måske rigtig kedeligt med broccolibrød med røget laks. Det er det ikke. Det er heller ikke vild smag af broccoli, men selvfølgelig smager det af broccoli. Så hvad er det? 1. Det er et alternativ til sandwichbrød. 2. Det er hurtigt. 3. Det er enkelt. 4. Det kan spises varmt, lunt eller koldt. 5. Det kan spises som tilbehør til en salat eller være brødet rundt om indholdet i en sandwich. For eksempel som broccolibrød med røget laks.  

Hvis man ikke vil spise så meget brød 

Broccolibrødene er et godt alternativ til “rigtigt” brød, altså sådan noget brød bagt med mel. Ingen mel og ingen gær gør så også, at det bliver meget tæt i konsistensen, men uden at blive tungt. For mit vedkommende vælger jeg broccolibrødet, når jeg gerne vil have et mættende, sundt brød. Jeg holder mig helt bevidst fra anprisninger i nogen som helst retning, for det har jeg helt enkelt ikke nok ernæringsviden til at give. Så om det er perfekt, når man vil spise blodsukkerstabilt, uden gluten, er på sense-kost eller keto, vil jeg slet ikke forholde mig til. Men jeg kan sige, at jeg har det fint med at spise det, og at det samme har min mave.  

Sandwich med røget laks og gedeost 

Jeg kommer umiddelbart til at tænke på sandwich fra Joe & The Juice, når jeg ser disse broccolibrød med røget laks. Lidt mere rustikke, lidt mere grønne. Jo, jo, men der er nu stadig lighedspunkter som fx tykkelsen og det faktum, at der er mere mad i dem, end man umiddelbart tror. Dertil mangler broccolibrødene helt de søde unge mænd, der langer sandwich over disken hos Joe, det må være den eneste cafe- eller sandwichkæde med flere mandlige end kvindelige ansatte. Jeg må nøjes med den skæggede, og det er slet ikke så tosset endda. At det så oftere er mig, der langer den skæggede en sandwich, end omvendt, er noget helt andet.   

Denne gang fyldte jeg min sandwich med røget laks og gedeost. Wow – det smager godt. Men tjek indholdet af køleskabet, for du kan selvfølgelig fylde din sandwich med lige netop det, du foretrækker. Og hører du til dem, der altid har en dåse torskerogn i køkkenskuffen, er der inspiration til en torskerognssalat her.

Detaljer

Hvor mange?

4-6 stk til 2-3 sandwich

Arbejdstid?

15 minutter

Bagetid?

25 minutter

Hvor let?

Enkelt

Ingredienser

  • 150 g broccoli (fortrinsvis buketter)

  • 75 g havregryn

  • 20 g mandler

  • 1 spsk olivenolie

  • 2 æg

  • Salt, peber

  • 1 spsk sesamfrø

  • Fyld
  • 100 g røget laks

  • ½ rulle blød gedeost

  • 1 god håndfuld spinat

  • ½ agurk  

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme. Læg bagepapir på en bageplade.
  • Så er vi klar til blenderen: Blend mandlerne til mandelmel i en minihakker. Skær broccolibuketterne i mindre stykker og blend dem.
  • Hæld den blendede broccoli, mandelmel og havregryn sammen i en skål. Tilsæt olivenolie og rør “dejen” med to æg. Det gøres lettest ved håndkraft. Smag til med salt og peber.
  • Bred “dejen” ud på bagepladen til en firkant ca ½ cm tyk. Drys med sesamfrø og sæt pladen i ovnen i ca. 25 minutter.
  • Når brødet er færdigbagt, skæres det i 4-6 stykker.
  • Fyld
  • Fordel blød gedeost på halvdelen af brødstykkerne, top med spinat, agurker i skiver og røget laks. Læg de andre stykker ovenpå. Sandwich klar. 

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentarer

  1. Mums – det må prøves. Elsker laks og broccoli så det er en perfekt kombination for mig.

    Tak for en super lækker og inspirerende blog.

    Knus Vibeke

    • Susanne

      Hej Vibeke,
      tak for de pæne ord!
      Laks og broccoli er bare en god kombi, selv den skæggede spiser det med begejstring 😉

      Kh Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*