burgerboller til sliders

Burgerboller til sliders

Sliders er en genial opfindelse til buffeter, børnefødselsdagen eller som skrub-af-mad – eller som aftensmad selvfølgelig.  Sliders er jo ”bare” små burgere, men derfor skal det hele nu bare spille alligevel. Der skal være en samlet god smagsoplevelse mellem fyld, dressing og bolle. Derfor er det i min verden oplagt, at de boller, der skal bruges til sliders, er briocheboller. Her i en lidt grov version. Hop direkte til opskriften – eller læs først alle de gode tips her.

Briocheboller er noget helt specielt – spørg bare franskmændene, som har briochen som en af deres favorit brød. Men de er også lækre, bløde og nærmest omsluttende. Sådan lidt som en blød dyne, man putter sig i. Årsagen til den følelse er helt enkel. Briochebollen bages med smør og æg. Lig med ikke decideret sund. Men smør og æg har en fantastisk effekt, for man får lette og luftige boller ud af det. Og så smager de rigtig godt.

I denne her størrelse kan burgerbollerne også sagtens anvendes som helt almindelige boller med smør og ost – måske i luksusklassen, men man får en god smagsoplevelse. Ikke mindst fordi dejen er tilsat ølandshvedemel, der giver ekstra smag.

Om burgerboller til sliders

Det er vigtigt at ælte dejen godt og grundigt. Altså med maskinkraft – enten røremaskine eller håndmixer med dejkroge. Det skyldes, at smør og æg godt nok smager godt, men det gør også dejen tungere, og der skal altså bakses noget luft ind i den. Det er næsten umuligt at gøre i hånden, og smørret bliver varmt undervejs. Det gør dejen til noget gratværk at ælte, og resultatet bliver ikke så godt som på maskine. Smørret tager du inde fra køleskabet – hverken iskoldt eller blødt. Så kan det nemlig lettest komme ind i dejen. Tilsæt først smør, når du har set, at der er ved at danne sig et godt glutennetværk, så er du næsten garanteret et godt resultat. Det kræver lidt tålmodighed at lave en god briochedej, for dejen må gerne æltes længe og ja, jeg fristes til at sige, nærmest inderligt. Der skal lægges lidt kærlighed i projektet.

Jeg lader dejen hæve i 1½ time og derefter efterhæver bollerne i 1 time. Men dejen kan godt stå længere tid i køleskabet, før den formes til boller. Det gør ikke spor. Køleskabet er faktisk et rigtig godt opbevaringssted til dejen, fordi den er meget let at arbejde med, når den kommer ud derfra.  

Hvad kan man komme i sin burgerbolle?

Med briochebollen er der styr på ”omslaget” til slideren. Men hvad skal man så fylde den med? Her er det som vanligt kun fantasien og smagen, der sætter grænserne. Jeg har lavet et par udgaver af sliders med fishcakes og varmrøget laks. Begge dele fungerer rigtig fint. Er man til kød, så lav små burgerbøffer eller vælg noget pulled kød. Og så kan man selvfølgelig gå vegetarvejen med rødbedebøffer, falafler eller lignende. Det kunne være falaflerne fra denne her salat med falafler og ærtecreme. Eller lav en miniudgave af vegetarburger med rødbedebøf.

En sød variant

Dejen kan selvfølgelig varieres, så kom lidt kardemomme i, så bliver det mere til en eftermiddagsbolle med smør, marmelade eller ost. Og nej, det bliver hverken til en tebolle eller en hvedeknop af den årsag. Den rigelige mængde smør og æggene smager stadig igennem og giver en helt anden konsistens.

Burgerboller til sliders

Opskrift af Susanne PaghMåltid Brød og bagtType BollerSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

14

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

15

minutter
Hævetid?

2

timer 

30

minutter
I alt?

3

timer 

15

minutter

Ingredienser

  • 3 dl mælk (mini, let, sød)

  • 20 g gær

  • 1½ spsk sukker

  • 2 æg

  • 100 g ølandshvedemel

  • 450 g hvedemel

  • 1½ tsk fint salt

  • 100 g smør

  • 1 æg til pensling

  • Sesamfrø til drys

  • Tilbehør
  • Hulbageplade eller en bageplade med bagepapir.

Sådan gør du

  • Lun mælken i en kasserolle, så den er fingervarm. Hæld mælken i en skål.
  • Rør gær ud i mælken, tilsæt sukker og æg.
  • Rør derefter først ølandshvedemelet i, derefter det meste af hvedemelet, hold ca. 150 g tilbage. Tilsæt så salt og rør dejen med en håndmixer med dejkroge eller på en røremaskine.
  • Nu skal resten af melet samt smør tilsættes. Smørret skal skæres i små tern og røres/æltes ind i dejen. Tilsæt skiftevis smør og mel, så er det lettest. Det er ikke sikkert, at du skal bruge al melet.
  • Når smørret er rørt helt ud i dejen, er den klar til at blive stillet til hævning. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den i køleskabet i 1½ time.
  • Når dejen har hævet, skal den ikke æltes, men med let hånd løftes ud på bordpladen gerne med lidt mel strøet ud først. Del så dejen i 14 stykker, der igen med let hånd formes til boller. Stram bollerne op ved at ”lukke dem underneden”. Løft dem over på hulbagepladen (eller bagepladen med bagepapir). Dæk dem over med et rent viskestykke og lad dem efterhæve i 1 time.
  • Pensl burgerbollerne med lidt sammenrørt æg og drys med sesamfrø.
  • Burgerbollerne bages ved 200 grader varmluft i ca. 14-15 minutter – og har du damp, så brug endelig det. Afkøles på bagerist.

Bemærk

  • Du kan sagtens fryse de burgerboller, der ikke bliver spist med det samme. Lun dem i ovnen, og de er næsten så gode som friskbagte.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

burgerboller til sliders

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*