Fødselsdag = lagkage. Og fødselaren havde valgt en chokoladelagkage. Så sådan en – eller rettere to – måtte der til. Det blev til denne her svampede sag, en chokoladelagkage med lime. Den lever også op til januar måneds sundhedsfokus ved ikke at indeholde smør, men rapsolie – og vinterens sunde rodfrugter, dvs. rødbeder. Kagen bliver rigtig god af at stå en dags tid, så den kan sagtens forberedes i god tid.
Opskrift – chokoladelagkage med lime
Tilberedningstid: Det her er ikke noget for en akut kagesult. Men kan man planlægge lidt, er det ikke helt tosset – og lav den dagen før dagen, så er der ingen stress, når flaget skal hejses. Regn med et par timer i alt.
Ingredienser:
- 300 g rødbeder
- 3 dl rapsolie
- 5 æg
- 250 g hvedemel
- 100 g kakao
- 2 tsk vaniljesukker
- 350 g sukker
- 3 tsk bagepulver
- ¼ tsk salt
Chokoladecreme
- 2 blade husblas
- 100 g mørk chokolade
- 1/2 l piskefløde
- Revet skal og saft af mindst 1 lime, evt. 2 efter behag
- En håndfuld blåbær til pynt
Sådan gør du
Start med rødbederne. Det kan evt. gøres i forvejen. De skal prikkes med en gaffel og pakkes ind i stanniol. Bages i ovnen på 180 grader i ca. 1 time. Fjern skrællen, mens de stadig er varme. Riv rødbederne og blend dem til en glat mos, der køles af.
Selve kagen tilberedes herefter:
Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Bland de tørre sager i en skål og stil til side. Kom rødbedemosen i en anden skål og tilsæt først rapsolien og derefter æggene et ad gangen, mens der piskes ihærdigt imellem hvert. Til sidst tilsættes de tørre ingredienser lidt ad gangen, mens der røres.
Dejen kommes i en springform, der er foret i bunden med bagepapir og smurt langs siderne med rapsolie.Bages i ca. 1 time – hold øje med lækkerierne. Tages ud og afkøles, evt. til næste dag.
Chokoladecremen tilberedes ved først at udbløde husblas i koldt vand. Chokoladen hakkes og kommes i en skål. Derefter varmes fløden op i en kasserolle til kogepunktet. Hæld lidt af den varme fløde over chokoladen og tilsæt den afdryppede/knugede husblas. Rør godt og hurtigt. Tilsæt derefter resten af fløden over et par omgange. Cremen dækkes over med husholdningsfolie og placeres i køleskabet natten over.
Kagen overnatter derimod på køkkenbordet pakket ind i stanniol.
Næste dag deles kagen på midten, og toppen løftes af. Pisk chokolade-fløde blandingen til en pæn chokolade-flødeskum. Tilsæt revet skal og saft af limen. Smag på lækkerierne og tilsæt evt. lidt mere limesaft. Fordel lidt under halvdelen af cremen på bunden og smør den ud i et jævnt lag. Læg toppen på og fordel resten af cremen ovenpå kagen.
Pynt evt. kagen med revet skal af lime samt blåbær eller chokoladespåner.
Pingback: To kager klar til kollegerne – efter deres ønske chokoladelagkage og citronkage – Sundt for to