chokoladesmåkager med salt

Chokoladesmåkager med groft salt

Reklame: Dette indlæg indeholder reklamelinks (markeret med *). Uhm, chokoladesmåkager er nu ikke at foragte, og når det så endda er chokoladesmåkager med groft salt, så bliver de nærmest helt uimodståelige med kombinationen af det søde og det salte. I hvert fald forsvinder de i høj hast herhjemme.

Salt fremhæver smagen i det søde, især når det er chokolade eller nødder. Det er sikkert også derfor, at masser af chokoladebarer indeholder salt – tænk bare på Snickers. Og det går de her chokoladesmåkager så også, fordi jeg også en gang imellem craver efter sødt og salt på én gang.

Nogle spiser kun småkager ved juletid, men vi spiser småkager året rundt. Om sommeren er det ofte lette småkager med citron, men når efteråret banker på, kommer trangen til nogle lidt mere fyldige småkager. Et sønderjysk kagebord er heller ikke fuldendt, hvis der ikke er småkager på det. Efter sigende skal der være hele syv forskellige slags småkager. En af dem kan for mit vedkommende sagtens være de her chokoladesmåkager med groft salt.

Har du lyst til flere småkager med chokolade?

Jeg har tjekket lidt op i bagkataloget af småkager med chokolade, især med mørk chokolade, og her er et par af de virkelig lækre:

For det første de her nemme cookies med marcipan og chokolade – de kan laves med lys eller mørk chokolade afhængig af, hvad du lige har. Mørk chokolade gør dem mere intense i smagen.

Kaffe og chokolade er også altid en god kombination, så prøv også de her kaffesnitter med chokolade.

Og i en lidt anden kategori er der jo brownien, her med appelsin og mandler.

chokoladesmåkager med salt

Chokoladesmåkager med groft salt

Egentlig tager de ikke så lang tid at lave, de her chokoladesmåkager, i hvert fald ikke i egentlig arbejdstid. Her følger alligevel et par fif til at gøre det endnu lettere. For det første husk at tage smørret ud af køleskabet i god tid, så det når at blive blødt. Så bliver det meget lettere at piske sammen med sukker og brun farin. Og nej, du kan ikke nøjes med sukker – den brune farin bidrager med karamelsmag, så kom den endelig i.

Jeg vælger kagemel (reklame *), som er særlig velegnet til småkager og andre ”sprøde” deje. Det skyldes, at det ikke indeholder ret meget protein. Meget protein gør nemlig, at der lettere udvikles glutenstrenge i dejen, men det er vi netop ikke interesserede i, når det gælder småkager. Så mel er ikke bare mel. Jeg vælger oftest økologisk mel, og så må det gerne være stenkværnet eller stenformalet, så indeholder det lidt flere af de gode skaldele og kim. Det opfylder Skærtoft Mølle med sit økologiske kagemel.   

Når du har samlet dejen, rulles den til en lang pølse, som du pakker ind i husholdningsfilm og lægger i køleskabet. Her skal den køle i mindst en time, men du kan sagtens lade den ligge derinde til næste dag. Det er ofte en fordel her i huset – så laver jeg dejen den ene dag og bager småkagerne, når jeg lige har tid (eller måske mest af alt har lyst til friskbagte småkager).

Chokoladesmåkager med groft salt

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType SmåkagerSværhedsgrad Let
Hvor mange?

60

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

7

minutter
Hviletid?

1

time 
I alt?

1

time 

37

minutter

Sprøde chokoladesmåkager med salt

Ingredienser

  • 50 g mørk chokolade, finthakket

  • 100 g smør, blødt

  • 50 g brun farin

  • 80 g sukker

  • 1 tsk natron

  • 125 g kagehvedemel (reklamelink *)

  • 25 g kakao

  • evt 1 spsk vand
    1 tsk groft salt

Sådan gør du

  • Hak chokoladen fint, så er den klar.
  • Pisk smør, brun farin og sukker godt sammen.
  • Bland natron, kagemel og kakao sammen og rør det i smør-blandingen sammen med den finthakkede chokolade. Du kan evt tilsætte lidt vand, hvis du ikke kan få dejen til at hænge sammen.
  • Rul dejen ud i en lang pølse, ca. 4 cm i diameter. Pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en times tid.
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Læg bagepapir på to bageplader. Tag dejen ud af køleskabet og skær den i tynde skiver 2-3 mm. Læg dem på bagepladerne med lidt afstand. De flyder ikke meget ud. Drys med lidt groft salt.
  • Bages i 7-8 minutter – og de er stadig bløde, når de kommer ud af ovnen. Lad dem køle af på en bagerist. Opbevares i tætsluttende kagedåser.

Bemærk

  • Du kan også bruge lys chokolade – så er smagen mere blid

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

chokoladesmåkager med salt

Kommentarer

  1. Britta Pedersen

    Hejsa. Jeg ser lige på chokoladesmåkage med groft salt, opskrift.
    Men kan ikke se salt nævnt i opskriften….
    Hvad er det som jeg ikke ser?
    Mvh Britta. 😉

  2. Louise

    Hvor blev saltet af i opskriften?

    • Susanne

      Hej Louise,
      tak for det skarpe blik – opskriften er nu opdateret. Saltet drysses ovenpå inden bagning.

      Hilsen Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*