Meteorologerne truer med nattefrost her midt i maj måned, det er jo helt forkert. Frost på nuværende tidspunkt bør efter min mening kun associeres med den is, som skal ned i maverne – vaniljeis, chokoladeis, hindbærsorbet etc. etc. Eller måske med den her citronis med ingefær.
Med andre ord så er årets issæson for alvor skudt i gang her i huset. Den første rabarberis er for længst fortæret. Det samme er det nye skud på min stamme af is, nemlig en citronis med ingefær. Den smager rent ud sagt dødgodt – frisk, sødt og en lillebitte smule skarpt på én gang. Nu er den skæggede jo helt generelt ret vild med is, så det giver ikke rigtig værdi at fremhæve, at han også er begejstret for den, men det er han. Så hvis du også vil høre englene synge, er det bare om at finde elpiskeren frem.
Sådan laver du isen – uden ismaskine
Det tager ingen tid at bikse isen sammen. Eller rettere det tager en halv times tid, men derefter må man vente mindst fire timer, mens fryseren gør sit arbejde. Start med citronlagen, som rigtig gerne må køle af, men haster det hele, så prop den i køleskabet. Nøglen i øvrigt er at piske æggesnapsen helt lys, æggehviderne til marengs – og fløden fast uden at være smør. Husk også lidt spiritus, det gør isen cremet. Og glem så alt om at se til isen undervejs, når den fryser ind. Den klarer det fint alene.
Detaljer
6 personer
1/2 time
Min. 4 timer
Meget let
Ingredienser
- Citronlage
2 usprøjtede citroner
1 dl sukker
- Is
2 æggehvider
2 æggeblommer
1 + 3 spsk sukker
1 tsk vaniljesukker
3 dl flødefraiche
2-3 spsk limoncello (italiensk citronlikør)
4 kugler syltet ingefær (endelig den søde version og altså ikke den, man bruger til sushi)
Sådan gør du
- Citronlage
- Start med citronlagen: du skal bruge saft og revet skal af citronerne. Bland det med 1 dl sukker i en kasserolle, og lad det koge op og simre 5-10 minutter, indtil sukkeret er helt opløst. Køles af evt i køleskab.
- Is
- Hak den syltede ingefær fint og stil til side.
- Pisk æggehviderne næsten helt stive, tilsæt så 1 spsk sukker og pisk igen i et minuts tid. Det bliver næsten marengs-agtigt. Stil til side.
- Pisk flødefraiche til en blød flødeskum.
- Endnu en skål findes frem, og heri piskes æggeblommerne med 3 spsk sukker og vaniljesukker godt og grundigt, indtil du har en lys æggesnaps. Læg elpiskeren til side. Vend nu limoncello og hakket, syltet ingefær i æggesnapsen sammen med citronlagen. Vend den bløde flødeskum i og slut af med at vende de stiftpiskede æggehvider i. Op i passende beholder og i fryseren i mindst fire timer. Nydes med fx kandiseret citronskal, brownie eller anden kage – eller bare som den er. Den her is kan nemlig sagtens stå alene.
- Nydes med fx kandiseret citronskal, brownie eller anden kage – eller bare som den er. Den her is kan nemlig sagtens stå alene.