citrontærte med marengs

Citrontærte med marengstoppe

Vi havde julefrokost for familien efter jul. Altså efter al julemaden. Derfor valgte jeg et helt andet tema end den traditionelle julefrokost. Det blev nemlig til en menu med tærter, også til dessert, hvor jeg serverede denne citrontærte med marengstoppe. Den er frisk, syrlig og sød på én gang.  

Citrontærte laves i mange forskellige varianter. Jeg har valgt at lave den med en sprød mørdejsbund, derefter en hvid chokoladeganache og så citroncreme til sidst. Ofte er toppen marengs, som er bagt med. Men jeg valgte at servere denne citrontærte med marengstoppe løst ovenpå. Du finder en opskrift på marengstoppe eller kyskager her.

Overnatning i køleskab

Vær opmærksom på, at denne citrontærte kræver overnatning i køleskabet – og derfor er den faktisk genial til gæster, fordi du slet ikke skal tænke på dessert på selve dagen. Den skal bare tages ud af køleskabet og anrettes. Der er lidt hviletid ind imellem, for den hvide chokoladeganache må gerne køle godt af i køleskabet i et par timer – og mørdejen skal også hvile i en times tid.  

To måder at lave mørdej på 

Ofte laver jeg mørdejen ved at blande alle tørre ingredienser, og så smuldres smørret ind i det og samles med en anelse æg eller vand. Her har jeg valgt den alternative metode, hvor smør og sukker røres med håndmixeren, derefter tilsættes væden, og så samles dejen med melet. Begge fungerer fint. Jeg tror, det mest af alt handler om vane, om man gør det på den ene eller anden måde. Bunden blev i hvert fald dødhamrende sprød og lækker. Jeg bruger også en tærteform af metal med løs bund, fordi det er med til at give et mere sprødt resultat. Til gengæld har jeg aldrig været god til at forbage ved at blindbage med kikærter eller lignende, men det går fint uden. 

citrontærte med marengstoppe

Detaljer

Hvor mange?

En tærteform på 25 cm = 10 personer

Arbejdstid?

I alt 1½ time

Bagetid?

25 minutter

Hvor svært?

Lidt besværlig

Ingredienser

  • Hvid chokoladeganache
  • 1 dl piskefløde

  • 150 hvid chokolade

  • Mørdej
  • 75 g smør

  • 50 g flormelis

  • ½ æg

  • 1 knsp salt

  • 40 g mandler malet til mandelmel

  • 125 g hvedemel, gerne kagehvedemel

  • Citroncreme
  • 1 blad husblas

  • 2 æggeblommer

  • Saft af 2-3 citroner, i alt ca 1½ dl

  • 150 g sukker

  • 40 g smør

Sådan gør du

  • Hvid chokoladeganache
  • Hak den hvide chokolade fint og kom den op i en skål.
  • Varm piskefløden op til lige under kogepunktet.
  • Hæld piskefløden over chokoladen og lad det stå i ca. 5 minutter. Rør herefter piskefløde og chokolade sammen med en dejskraber med rolige tag, indtil massen er helt ensartet. Afkøles i køleskabet.  
  • Mørdej
  • Rør flormelis og smør sammen. Rør æg i.
  • Rør derefter salt og mandelmel i og saml dejen med hvedemelet.
  • Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i minimum en halv time, men meget gerne en time.
  • Citroncreme
  • Udblød husblas i koldt vand i minimum 10 minutter.
  • Imens kommer du saft af 2-3 citroner, sukker og æggeblommer i en lille kasserolle og varmer det op under piskning. Hvis ikke du pisker, risikerer du at stå med en gang røræg med citronsmag! Så pisk, indtil massen begynder at tykne. Tag kasserollen af varmen, knug husblassen og pisk den i. Pisk til sidst små smørklumper i. Køles af.
  • Bagning og samling af tærten
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Find en tærteform frem med løs bund. Den behøver ikke at blive smurt, der er rigeligt med smørelse i dejen.
  • Rul mørdejen ud, så den passer til formen. Bag den i ovnen i ca. 25 minutter, indtil den er gennembagt. Tærten kommer ikke i ovnen igen…
  • Lad tærtebunden køle helt af. Pisk den hvide chokoladeganache blød og smør ud over den afkølede bund. Fordel derefter citroncreme ud over chokoladeganachen. Stil i køleskab i minimum et par timer, gerne natten over.  
  • Servering
  • Ved servering kan du pynte med marengstoppe – og fx servere en god is til.   

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*