Jeg indrømmer gerne, at jeg er vild med at servere is til dessert. Det er nemlig en dessert, der kan forberedes i forvejen, endda i god tid, og som kan serveres på mange forskellige måder afhængig af tilbehøret. Sidste weekend til housewarming blev en cremet citronis serveret med jordbær-ananas salsa, hvid chokoladecreme og det, jeg har døbt cookie-crumble. Billedet er taget samme aften – undskylder kvaliteten…
Cremet citronis
Tilberedningstid: 45 minutters aktiv arbejdstid plus 6 timers ventetid, mens fryseren gør sin del af arbejdet.
Passer til 6-8 personer, afhængig af tilbehør, sult og ishunger.
Ingredienser:
Citronlage:
- 2 økologiske/ikke-overfladebehandlede citroner, revet skal og saft
- 1 dl sukker
Is:
- 2 æggehvider
- 2 æggeblommer
- 1/4 l piskefløde
- 3 + 1 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 2-3 spsk limoncello (italiensk citronlikør, fås fx i Føtex)
Sådan gør du
Start i god tid med citronlagen. Den må gerne køle helt af, fx i køleskabet, men kan også i en snæver vending komme i ismassen, bare den er lunken. Saft og revet skal af 2 citroner kommes i en kasserolle sammen med sukker. Varmes op og småsimre ca. 10 minutter, indtil sukkeret er helt opløst. Køles af.
Selve isen laves ved at piske først æggehviderne helt stive. Til sidst tilsættes 1 spsk sukker, og der røres kort herefter. Pisk derefter piskefløden stiv, men ikke til smør. Sæt den tålmodige mine på og pisk æggeblommer, 3 spsk sukker og vaniljesukker i laaang tid. Jo længere tid, jo bedre – i hvert fald indtil det er blevet pisket helt lyst. Stil piskeren væk.
Tilsæt limoncello og citronlagen til æggeblomme-blandingen og vend rundt. Tilsæt derefter piskefløden lidt efter lidt. Det er vigtigt, at man har en let hånd. Og det bliver endnu vigtigere, når de stiftpiskede æggehvider skal i. Når det hele er vendt sammen, kommes det i passende beholdere og stilles i fryseren.
Skal man så røre rundt i det, mens det fryser? Nope. Det skulle da være, hvis man er meget utålmodig og vil have en undskyldning for at se til isen jævnligt. Men der er altså ingen grund til at gøre det. Og man skal stadig vente i flere timer… men så kan man jo forberede tilbehøret, der udover jordbær og ananas i små tern bl.a. bestod af denne creme:
Hvid chokoladecreme
Ingredienser:
- 1/4 l piskefløde
- 100 g hvid chokolade
Her serveret med en hvid chokoladecreme, der blev lavet ved at varme 1,25 dl piskefløde op til kogepunktet. Imens blev 100 g hvid chokolade hakket fint og kom op i en skål. Den varme piskefløde blev hældt over chokoladen af flere omgange, mens der blev rørt rundt. Når piskefløden har smeltet chokoladen helt, kommer man husholdningsfolie over (læg den ned på cremen, så den ikke trækker skind). Stilles i køleskabet indtil servering og mindst et par timer. Ved servering piskes resten af fløden til let flødeskum. Derefter piskes chokoladecremen, og de to ting blandes.
Pingback: Småkager med smuk smag af lime og forår | sundt for to