cuesta de los olivos

Cuesta de los Olivos – en lækkerbidsken

Dette indlæg indeholder reklamelinks markeret med **. Jeg har smagt, eller rettere vi har smagt, for den skæggede smager selvfølgelig med, en hvidvin på Godello druen, Cuesta de los Olivos, fra Finca Millara, der ligger i Rebeira Sacra i det nordvestlige Spanien. Læs nedenfor, hvordan det gik.

Helt enkelt er jeg rigtig meget til det nordvestlige Spanien. Ikke bare som vinområde, men også som feriedestination. Jeg har ikke været der mange gange, men nok til, at en del af mit hjerte ligger netop i det område. Her møder man spansk sjæl uden turisme-fernis. Her oplever man spansk livsglæde og evnen til at gøre hver dag til en fest. Og det er ikke ment i overført betydning, for i det hjørne af Spanien er man i hvert fald virkelig god til at finde en undskyldning for en fest – der er ikke den helgen eller det byvåben, der ikke bliver fejret til langt ud på natten.  

Godello-druen fra det nordvestlige Spanien

Når det kommer til vinene fra området, er de stærkt prægede af, at vinstokkene vokser under relativt barske forhold. Det er ikke sydens varme, vi smager i vinene, men derimod nærheden til Atlanterhavet og nogle meget frodige skråninger. Når man kører langs områdets nordkyst, Costa Verde, forbløffes man over, hvor frodigt det hele er. Og den kombination af barskt og grønt forenes i vinene uden at blive skarpt eller kantet.

Cuesta de los Olivos er lavet på druen Godello, og den drue kender man ikke rigtig uden for Spanien. Faktisk har den været ved at dø helt ud. Heldigvis blev den reddet, for det er en imponerende lækker sag. Cuesta de los Olivos er en blanding af blød fedme og frisk syre, men fabelagtig velafbalanceret. Kunne man fristes til at sige, at hvid bourgogne møder sauvignon blanc? Det er måske lidt frækt at lave den sammenligning, men det her er virkelig lækkerier for ganen. Hæld den i glasset, se den varme farve og duft både citrus og en anelse æble. Smag på den og oplev først fedmen, den runde, bløde smag, der langsomt folder sig ud og derefter giver plads til en fornemmelse af æble og citrus. Ikke det grønne æble, som kan være lidt snerpende i munden, men mere et dansk sommeræble med al dets friskhed.

Ja, det er nok ret klart, at jeg er begejstret for Cuesta de los Olivos. Hvordan gik det så, da den skæggede smagte? Ja, der blev først så underligt stille, og så spurgte han, hvor meget jeg havde købt af den. Det kan lyde som en katastrofe, men det var det bestemt ikke, for han sad bare og nød oplevelsen af smag, udseende og duft. Altså absolut et genkøb hos os.

Disse vindruer er af egen avl fra drivhuset sidste sommer

Hvad serverer man til?

Jeg vil sætte den forårets fisk med hollandaise, men nok være lidt forsigtig med at kombinere den med forårets grønne eller hvide asparges, hvor jeg er bange for, at den kan drukne lidt.    

Pris og øvrig information

Cuesta de los Olivos, Finca Millara – Godello 2021 (Rebeira Sacra) – købt hos Jamas Wine**

Hvidvin må jo ikke koste noget – sådan tænker mange desværre. Men her skal man altså have muldvarpen op. 189 kr pr flaske velduft og -smag.

Vinsmag-logo

Disclaimer: Jeg er ikke vinnørd, og jeg ved heller ikke særlig meget om vin. Men jeg ved, når jeg rammer en vin, som med den rette balance mellem syre, sødme og fylde får englene til at synge. Eller modsat når en vin får munden til at snerpe sammen a la hønserøv og sende humøret på nedtur. Det er de oplevelser, som jeg forsøger at formidle i mine små vinanmeldelser. Ingen vine er sponsoreret eller på anden måde betalt af leverandører – de er købt og betalt af egne midler.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

cuesta de los olivos

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*