Dagens salat: Fyldig melonsalat med mynte-tzatziki

Vi havde gæstebud i weekenden, og det medførte overskydende råvarer. De skulle selvfølgelig anvendes, så det blev til denne fyldige melonsalat med kartofler, mynte-tzatziki og – tadah – lufttørret skinke. Egentlig burde den skæggede slå flikflak af bar glæde over, at der kom kød på bordet. Det sker nemlig ikke ofte her i huset. En særlig dag med andre ord, og så skulle vi ikke fejre noget – andet end at vi hermed undgik at belaste madspildsregnskabet i negativ retning.

De overskydende råvarer omfattede dels frisk mynte og så noget græsk yoghurt. Det er faktisk et ret godt udgangspunkt til at lave en mynte-tzatziki, som jo altså bare er en tzatziki med mynte i. Smagen er lækker, frisk og lidt mere sød end den almindelige udgave. Kogte kartofler af de små og faste har vi næsten hele sommersæsonen. Jeg har nok en tendens til lige at koge lidt ekstra. Men derudover vælger man selv, hvad man vil komme i salaten. Melonen passer godt til mynten. Det er ikke helt afgørende, om det er den ene eller anden type melon, bare det ikke er vandmelon.

Et par fif

Tjek i øvrigt her for en anden stop madspildsopskrift: pandekager med quinoamel.

Hvis du tror, at der kun findes 1 slags mynte, den vi ser i butikkerne, så læs mere hos Havenyt.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

20-30 minutter

Alt i alt?

20-30 minutter

Hvor let?

Ganske enkel

Ingredienser

  • 3-400 g kolde, kogte kartofler – små og fine

  • 1/2 – 3/4 melon, fx cantaloup og/eller galiamelon

  • 1/4 agurk

  • 1 hjertesalat eller anden grøn salat

  • Evt. 1 pakke lufttørret skinke, ca. 100 g

  • Myntetzatziki
  • 100  g græsk yoghurt

  • 100 g skyr

  • 2 spsk olivenolie

  • 1/4 agurk

  • 1 fed hvidløg

  • 1 håndfuld frisk mynte

  • Salt, peber

  • Ved servering
  • Godt brød

Sådan gør du

  • Mynte-tzatziki
  • Start med dressingen, så den lige kan trække et par minutter: Hak hvidløget fint og skær agurken i små stykker. Mynten hakkes groft. Bland græsk yoghurt og skyr, tilsæt olivenolie og derefter hvidløg, agurk, mynte, salt og peber. Rør dressingen sammen og smag til med mere mynte, salt og peber.
  • Bland græsk yoghurt og skyr, tilsæt olivenolie og derefter hvidløg, agurk, mynte, salt og peber. Rør dressingen sammen og smag til med mere mynte, salt og peber.
  • Salat
  • Skær eller riv salaten i mindre stykker og læg den på et fad. Skær kartoflerne i kvarte og melonen i mundrette stykker. Agurken skæres lidt chunky, dvs uregelmæssige stykker, og alle tre dele placeres ovenpå sammen med sammenrullede stykker skinke.
  • Læg dressingen i små skefulde øverst. Server salaten med groft brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*