dalgonakaffe

Dalgonakaffe – lækkert til en sommerdag i september

Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at bringe denne her lille sag. Mest af alt fordi sommeren vel er ved at være forbi. Der ville derfor ikke være dage med så meget varme i luften, at kolde drikke efterspørges af den årsag. Men nu kommer den alligevel, sommeren i september. Og derfor skal I lige præsenteres for den koreanske version af iskaffe, nemlig dalgonakaffe.

Hvis du har fuldt med på instagram i særdeleshed, har du helt sikkert set billeder af den. Hvid i bunden, lysebrun top – og masser af cremet lækkerhed. Ja, hvem havde troet, at det kunne der komme ud af noget så kedeligt som instant kaffe. Men det kan der altså med kun tre ingredienser: mælk, sukker, instant kaffe og så nogle isterninger. Resultatet er en iskaffe, der er kendt under navnet dalgonakaffe.

Historien bag

Dalgonakaffe stammer fra Korea – dalgona er koreansk slik. Efter sigende skulle smag og konsistens af den cremede kaffe minde om dalgona-slikket. Deraf navnet. Kaffen har trendet her i forbindelse med coronaen og især under nedlukningen, måske fordi den er så nem at lave derhjemme. Og så gør sådan en hypet dalgonakaffe sig rigtig godt på billeder og dermed på instagram og andre sociale medier. Da Danmark var lukket ned i foråret, blev der delt rigtig mange billeder af den nye hverdag – af maden, hjemmekontoret, hjemmeundervisningen etc. Og selvfølgelig også af de drinks, vi indtog til vores virtuelle fredagsbar, eller den erstatning for caffe latten på cafébesøget, som dalgonakaffen blev for mange. Og min dalgonakaffef ligger altså også på instagram nu 😉

Om dalgonakaffen bare er en døgnflue, eller om den kommer til at figurere på menukortet på mange kaffebarer i årene fremover, det må tiden vise.

På sådan en smuk dag i september er nedlukningen af Danmark både meget langt væk – og meget tæt på. Det er så længe siden, at vi alle blev sendt hjem til hjemmearbejdspladsen. Lige nu står vi så faktisk foran det, der er blevet døbt ”dansen med corona”. Nu er jeg ikke en særlig god danser, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at byde coronaen op til dans. Ikke mindst efter at man hører mere og mere om senfølgerne af corona, bliver jeg forsigtigere i min omgang med andre. Jeg tager mig selv i at vurdere på antallet af gæster på kaffebaren, førend jeg beslutter mig for at gå ind. Kan jeg få en plads med god afstand til andre, er det ok. Ellers springer jeg over.

Jeg er næppe den eneste, der har det sådan. Så mon ikke vinteren vil bringe noget nyt, der er velegnet til hjemmefremstilling og eksponering på instagram. Forhåbentlig noget varmt.           

Lidt om at lave dalgonakaffe

Det er så enkelt at lave en dalgonakaffe, at det dårligt kan kaldes for en opskrift. Den kommer nu alligevel nedenfor. Brug altid lige dele vand, instantkaffe og sukker. Min mave er af uransagelige årsager begyndt at reagere negativt på mælk, så jeg vælger en laktosefri udgave, men en plantedrik i stedet for mælk er også en mulighed. Jeg har prøvet at lave en sukkerfri udgave, men helt uden sødestof går altså ikke efter mine smagsløg. Den her kaffe skal være lidt til den søde side uden at være kvalm. Og så er det lettere at lave to glas end kun et enkelt, når kaffecremen skal piskes.   

Dalgonakaffe – lækkert til en sommerdag i september

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType DrikSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

glas
Arbejdstid?

10

minutter
I alt?minutes

Dalgonakaffe er kaffen, du nærmest altid kan lave

Ingredienser

  • 2 spsk instant kaffe

  • 2 spsk rørsukker

  • 2 spsk kogende vand

  • 3-4 dl mælk efter eget valg

  • Isterninger

Sådan gør du

  • Pisk instant kaffe, rørsukker og vand sammen til en blød, cremet sag.
  • Hæld mælk over isterninger i et glas. Læg kaffeskummet ovenpå med en ske.

Bemærk

  • Det kan være en fordel at få opløst kaffen, førend du starter med at piske det cremet.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*