dorade på grill

Det spiser fiskehandleren: Grillstegt dorade

“Hvad skal der på grillen i aften?” spurgte jeg fiskehandleren om – efterfulgt af endnu et spørgsmål, nemlig: “Hvad skal du selv ha’ i aften?”, for mon ikke han selv ville vælge det bedste i butikken… Han skulle have grillstegt dorade, og således fik den skæggede og undertegnede også stiftet bekendtskab med den fisk. Jeg har spist dorade, når vi har været på ferie, men aldrig selv tilberedt sådan en sag. Ærgerligt nok må jeg sige, for ikke nok med, at det er en velsmagende fisk, den er også meget let at smække på grillen med et godt resultat.  

På grillen med kaloriusserne 

“Hvad? Skal vi have hel fisk? Med øjne og det hele?” spurgte den skæggede lettere vantro. Kun lettere vantro fordi han har vænnet sig til mine påhit. Jeps, på grillen inklusive hoved, øjne og gabende mund. Heldigvis også inklusive gabende bug, for fiskehandleren havde været så rar at gøre de to dorader klar til brug. Jeg gik dem efter for blodrester etc, men de var så fine, at det nærmest var overflødigt. Den gabende bug blev fyldt op med citron og persille, og skindet fik en omgang oliemarinade med citronskal, salt og peber. 2 x 6 minutter i alt på hver side på grillen, og så var der serveret 1 stk dorade pr person. Tilbehøret var grillstegte grøntsager og gårsdagens squashboller, der også fik glæde af grillens varme og derefter blev som nybagte igen. 

Resultatet blev rigtig godt, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg tilbereder dorader. Det er jo pærelet og giver oveni et ret imponerende skue. De ser ganske enkelt flotte ud, som de ligger på tallerkenen.

Kend din fisk på svømmetagene 

Kend din fisk – eller vil du genkende i det mindste fiskearten bare nogenlunde, er der her et par fif til samtaleemner og kendetegn. Doraden har en fin oval form og meget store øjne. Øjne så store som tekopper. I hvert fald kan man godt få følelsen af, at den følger med i, hvordan den bliver tilberedt. Heldigvis bliver blikket mere blegt, efterhånden som varmen får magt.

Kødet er hvidt, saftigt og smagfuldt. Mange ben – og de sidder lidt løse i det. Dermed nok ikke en fisk for begyndere… Det er, hvad fiskehandleren kaldte for en portionsfisk, altså 1 stk pr person.

De dorader, vi får lov at stifte bekendtskab med herhjemme, er formentligt opdrættet i store bure i Middelhavet – og det lyder jo egentlig meget tilforladeligt, indtil man lander på WWFs hjemmeside om fiskeopdræt. I princippet burde jeg jo holde mig til fisk fra danske farvande, der kun bliver transporteret kort, men jeg guffer jo også med stor fornøjelse laks i mig. Hvad angår selve det at opdrætte fisk til at spise, så er det jo ikke anderledes end alverdens landbrug. Verden er ikke sort-hvid…

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

30 minutter

Tid på grillen?

Fisk 12 min Grønt 12 min

Hvor let?

Overraskende let

Ingredienser

  • Dorader
  • 2 dorader

  • 3 spsk olivenolie

  • 1 citron

  • 1 dusk bredbladet persille

  • Salt, peber

  • Grillede grøntsager
  • 1 peberfrugt

  • 2 portobello svampe

  • 1 squash (mere eller mindre afhængig af størrelse…)

  • 6-8 cherrytomater

  • 50 g feta i blok

  • 1-2 spsk olivenolie

  • Salt, peber

  • Ved servering
  • Lidt af det gode brød

Sådan gør du

  • Grøntsager
  • Tænd op i grillen (jeg lader den skæggede om den tjans).
  • Klargør alle grøntsager: Skær squash i skiver på 3/4 cm tykkelse. Halver peberfrugten og fjern kerner samt de hvide “lameller”. Cherrytomater og portobello svampene skal være hele.
  • Vend grøntsagerne med en anelse olivenolie.
  • Grill alle grøntsager, indtil de er møre. Det tager ca. 10 minutter for portobello svampene og kortere tid for resten. Hold øje. Tages af, når de er færdige.
  • Når peberfrugterne er brændt godt sorte, tages de af, og skindet trækkes af. De skæres i strimler, ligesom de øvrige grøntsager skæres i mindre stykker (lad evt cherrytomaterne være hele). Alle grøntsager blandes i et fad med smuldret feta, krydres med salt og peber og stilles i ovnen ved 160 grader varmluft, mens doraderne grilles.
  • Dorader
  • Mens grøntsagerne grilles, laves en marinade af 2-3 spsk olivenolie, revet skal af ½ citron samt salt og peber.
  • Skær den anden halve citron i skiver og fyld dem i doraderne sammen med persille, salt og peber. Skær et par snit i hver side af doraderne og smør dem med marinaden.
  • Doraderne lægges på grillen. Vendes efter 2 minutter og igen efter 4-5 minutter på hver side – så de har fået i alt ca. 6-7 minutter på hver side.
  • Servering
  • De sidste par minutter af grilltiden kan brødet lægges på grillen, så det lige bliver lunt.
  • Server de friskgrillede dorader med grøntsager og brød – og måske i dagens anledning et glas perlende riesling.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*