deviled æg

Deviled æg

Djævleæg, deviled æg eller helt på engelsk deviled eggs. Kært barn har mange navne. Men uanset navn så er det en smart og enkel måde at servere hårdkogte æg lidt mere spændende. Jeg har lavet et par varianter, som er nemme at lave – og som kan gå lige godt på bordet til påskefrokosten som til en picnic i det fri. Faktisk havde de djævelske æg en storhedstid i 1920’erne, hvor bilen blev mere udbredt, og man tog på tur – og derfor havde behov for en lækkerbisken undervejs. Her kom ægget behændigt ind, for det er let at lave lækkert og medbringe.

Hvor stammer navnet fra?

Deviled æg kan spores tilbage til det gamle Rom, men selve navnet er formentlig opstået i det 18. århundrede. Det var her, man begyndte at anvende betegnelsen ”deviled” om stærke eller meget krydrede retter med henvisning til den varme, som Djævelen ville kunne byde på. I dag anvendes betegnelsen helt generelt på engelsk om stærk og krydret mad.

Deviled æg består helt enkelt af hårdkogte æg, der halveres. Blommen tages ud og røres med det, man nu vil fylde ægget med. Og hvad man fylder ægget med, afhænger rigtig meget af, hvor man er i verden. For æggene spises i forskellige variationer stort set overalt. Her er det sådan set mest af alt fantasien, der sætter grænsen.

deviled æg med sennep

På samme måde som der ikke er nogen klar oprindelse, er der heller ikke en klar ”sådan er den helt rigtige version”. Det handler om smag og lyst. Jeg har således valgt at lave to varianter af deviled æg, dels med tabasco og røget paprika, dels med sennep. Begge dele kan godt give sved på panden, hvor meget bestemmer man heldigvis selv. Den røgede paprika i kombination med ægget fik i øvrigt mig til at tænke på bacon.

Spis dem alene til en buffet eller giv et godt stykke kernerugbrød til som en lidt anderledes måde at lave en æggemad på.

deviled æg

Hvorfor æg til påske?

I dag spiser vi æg hele året. Morgen, middag, aften – ægget kan bruges til det hele. Og for den sags skyld også i mange drinks, i hvert fald æggehviden. Men sådan har det ikke altid været. I gamle dage, dvs tilbage i 1600-tallet, var æg ikke noget, man kunne få året rundt. Hen over vinteren var der ingen æglægning, men det genoptog hønsene omkring påsketid. I fasten op til påske måtte man så ikke spise æg, så når man nåede til påske, var man virkelig klar til at smage på lækkerierne. For æg var virkelig lækkerier, som først og fremmest de velhavende spiste. Ofte købt hos små husmænd, der så hellere solgte æggene end selv spiste dem. Æggepengene var en velkommen indtægt.

Æggepenge

Jeg er vokset op lige over for en gård eller rettere et husmandssted, hvor Maren og Jens Peter boede. De havde høns, og pengene fra salget af æggene var Marens penge. Æggepengene gik uden om gårdens øvrige økonomi, det var hendes penge. I en tid, hvor fællesøkonomi var en selvfølge, ja, alt andet vel nærmest utænkeligt, så var æggepengene en måde at få selvstændighed på. Ikke at Maren var en uselvstændig kvinde, der lod sin mand styre økonomien. Slet ikke, nærmest tværtom, for Maren var en kvinde med sine meningers mod inden for og uden for hjemmets vægge. Og derfor var det også helt naturligt, at hun tog sig af hønsehold, æggesalg og økonomien deri. Hvad Maren brugte pengene på? Jeg ved det ikke, men jeg vil tro, at gaver og tøj blev købt for indtægten fra æggene.

Deviled æg

Opskrift af Susanne PaghMåltid FrokostType VegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

10

minutter
Kogetid?

10

minutter
I alt?

20

minutter

Deviled æg – lidt anderledes æggemad

Ingredienser

  • 2 æg

  • Fyld med tabasco – til 2 æg
  • 1 spsk creme fraiche eller skyr

  • 1 tsk mayonnaise

  • ½ tsk tabasco

  • ½ tsk røget paprika

  • Salt

  • Sennepsfyld til 2 æg
  • 1 spsk skyr

  • 1 tsk dijonsennep

  • ½ tsk flydende honning

  • Salt, peber

  • 1 tsk kapers

  • Serveres med
  • Godt rugbrød, fx dette kernerugbrød

Sådan gør du

  • Kog æggene i 9-10 minutter, til de er hårdkogte. Afkøl æggene og pil dem.
  • Halvér æggene og pil forsigtigt blommerne ud. Det gøres lettest med en teske.
  • Æg med tabascofyld
  • Rør æggeblommerne med creme fraiche, mayonnaise, røget paprika og tabasco. Cremen skal blive blød, og du kan evt justere konsistensen med en anelse vand.
  • Smag til med salt, peber og evt mere tabasco og røget paprika.
  • Kom cremen i en sprøjtepose og fyld den i hullerne i æggene. Pynt af med røget paprika.
  • Æg med sennepsfyld
  • Rør dijonsennep, honning og skyr sammen. Rør æggeblommerne med blandingen. Smag til med salt og peber.
  • Form til kugler og læg dem i hulningen i æggene. Pynt af med kapers.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: Ud over egen viden har jeg kigget i Kristeligt Dagblad

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*