guide kostråd 2021

En guide til kostråd 2021

De nye officielle kostråd 2021 er netop blevet præsenteret, og jeg har dykket lidt ned i dem. De er nemlig rigtig spændende for en madnørd som mig, men også interessante, hvis man har et fokus på klimaet. Der ligger som altid meget viden bag rådene, så de er på ingen måde taget ud af luften, men lægger sig i praksis op ad det, der tales meget om i øjeblikket: Hvordan man spiser sundt og uden at drive rovdrift på klimaet. Og så skal man lige huske, at der er tale om kostråd, ikke om regler og dogmer.  

De allerførste kostråd kom i 1976 og var udformet af Statens Husholdningsråd. De så sådan her ud:

  • Spis magert
  • Spar på sukkeret
  • Spis groft
  • Spis varieret
  • Spis ikke for meget

Og de gælder sådan set stadig overordnet set, i dag er de mere specifikke. Og så er de ikke mindst blevet suppleret med råd om, hvilke råvarer der skal på tallerkenen.  

De nye kostråd 2021

De nye kostråd 2021 lægger op til masser af grønt, flere fisk og flere bælgfrugter. Til gengæld skal der mindre kød og faktisk også færre mælkeprodukter for voksne indenbords. Med andre ord er der tale om en planterig kost, og en kost som langt hen ad vejen også er god, når vi taler om forebyggelse af livsstilssygdomme, samtidig med, at klimaet kan trække vejret lidt lettere.

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

Kostrådene i 2021 tager hensyn til både sundheden og klimaet, for der lægges vægt på, at man spiser mindre kød. Og det gælder både fire- og tobenet kød, altså også kylling. Da der senest kom officielle kostråd, anbefalede man max 500 g rødt kød om ugen og begrænset indtag af forarbejdet kød. I 2021 er det skærpet yderligere til i alt 350 g kød om ugen, inklusive kylling og andet hvidt kød.

Det kan man jo ikke gøre uden konsekvenser. Om ikke andet så vil der mangle noget på tallerkenen, og senere også i kroppen, for kød bidrager jo med særligt protein, men også vitaminer og mineraler. Især skal man være opmærksom på at få nok B6 og B12 vitamin. Derfor er det en rigtig god idé at få bælgfrugter, fisk, nødder og grøntsager ind i køkkenet. Bælgfrugter er for eksempel bønner, linser, ærter og kikærter. De kræver lidt mere forarbejdning hjemme i køkkenet end en hakkedreng, det indrømmer jeg gerne.

B12 vitamin findes kun naturligt i animalske produkter, så glem ikke mælken (og andre mælkeprodukter samt æg), hvis du spiser overvejende vegetarisk. Med mælkeprodukterne får du også calcium, og det er især vigtigt for børn, der skal bruge calcium til knoglernes vækst.

Klimaet i centrum

Klimaet er kommet med i kostrådene. Det har vi ikke set før. Når kødindtaget reduceres, mindskes også CO2-aftrykket, især hvis man spiser mindre okse- og lammekød, der har et meget højt klimaaftryk. Det er egentlig logik for perlehøns, at klimaaftrykket er mindre, når alt det grønne ikke først skal igennem en ko for at ende på middagsbordet som bøf. Så spis også linser og bønner med god klimasamvittighed.

Når vi er ved klimaet, vil jeg lige slå et slag for, at man smider mindre mad ud. Altså mad der egentlig kunne være spist, men enten ikke når frem til middagsbordet, fordi det når at blive dårligt, eller bliver smidt ud, fordi man ikke kan se, hvordan man skal få brugt en enkelt gulerod. Tjek eventuelt min e-bog ”Tøm køleskabet”.

Spis varieret

Vi skal stadig spise varieret. Så varieret som muligt. Vi ender bare tit i de samme grøntsager, og her må jeg simpelthen sige, at der er kun én vej: Leg dig til en ny vane. Det er ikke sværere end det. Jeg plejer at sige, at maden gerne må se appetitlig ud, og det gør den, hvis den stråler med forskellige farver. Så sørg for at få forskellige farver grønt og frugt hver dag. Du kan for eksempel vælge et rødt æble og en orange mandarin som dagens frugt. Og grøntsagerne kunne være grøn spinat, lilla rød- eller spidskål, gul peberfrugt og rød tomat. Så er du hele vejen rundt. Tag også et kig på billedet nedenfor for inspiration.

grøntsager kostråd 2021

For første gang, så vidt jeg kan se, er der også en anbefaling af at spise både kerner og nødder i beskrivelserne af rådene. Det glæder mig helt personligt, for jeg er en sucker for nødder, og kerner giver bare alt fra den enkle salat til brød et ekstra pift. Faktisk anbefaler man 30 g nødder om dagen, men ikke altid de samme. Også her gælder variation.

Vil du læse mere om kostråd 2021

Så finder du de nye kostråd her.

Husk, at kostrådene er råd, ikke regler eller krav, og de er rettet mod 2-65 årige, der er raske. Små børn, ældre, gravide etc skal tage hensyn til deres særlige situation.  

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*