fars dag illu

Fars dag – inspiration til lidt forkælelse

I dag er det grundlovsdag og fars dag. Jeg kunne vælge at skrive et let og lyst indlæg om, hvordan man bedst forkæler farmand. Men jeg har tænkt længe over det og har valgt en anden vej. Bare rolig – der skal nok komme et forslag til fars dag forkælelse til sidst i indlægget.  

For nylig konstaterede jeg, at jeg ofte har skrevet om min mor på bloggen her. Sandsynligvis skyldes det, at min mor stod for al forplejning i mit barndomshjem. Hun har lært mig at røre en æggesnaps helt hvid og luftig, stege en frikadelle med perfekt skorpe og bage en ualmindelig god appelsinkage (tjek selv opskriften her). Plus en masse andet nyttigt i køkkenet. Dermed er det oplagt at fortælle om hende. Min far lærte mig så til gengæld en masse andet, der er nyttigt uden for køkkenet. Om omhu, ansvar, ambitioner – og lidt om det periodiske system og andengradsligninger. Jeg havde nemlig min far til matematik og fysik i folkeskolen.  

Jeg skriver sjældent om min far. Det skyldes ikke, at han ikke var aktiv bag komfuret, men først og fremmest er det svært. Jeg får jævnligt rosende ord med på vejen for mine tekster – og tusind tak for det, hvert ord varmer mig. Ordene skriver ofte sig selv – og jeg må her sende taknemmelige tanker til min mormor, hvis letløbende pen jeg har arvet. Men når det gælder tekster om min far, bliver tastaturet trægt. Jeg kæmper med at udtrykke uden at blive sentimental og patetisk. Det til trods for, at min far døde i 2001, så tiden har haft rigelig mulighed for at læge sorgens sår. På Fars dag vil jeg dog tage udfordringen op og give et lille indblik i min opvækst. 

Fars pige 

“…moder er i køkkenet, nu vil hun traktere.” Ja, det var mit barndomshjem i 70’erne med det traditionelle kønsrollemønster. Min mor sørgede for, at der kom mad på bordet, og min far sikrede, at der kunne betales for den. Og jeg tog rollen som fars pige. At være fars pige betød ikke, at jeg blev forkælet (sådan særlig meget). Ej heller at tingene kom lettere.

Men det betød, at jeg vidste, at uanset hvad jeg fandt på her i livet, ville min far stå bag mig. Måske skulle tanken om mit påhit lige bundfælde sig, men jeg var aldrig i tvivl om, at han ville være der, hvis jeg kom i problemer. Vigtigst er dog, at jeg følte mig tæt forbundet med min far, uden at vi behøvede at sige så meget. Der blev heller ikke sagt mange ord på vores søndagsture langs vandet, bare min far, min hund og mig, men det var ren lykke.  

Det var så også min far, der sagde de legendariske ord: “Mig bekendt stopper skalaen ikke der”, da jeg stolt som en pave ringede hjem for at fortælle, at jeg til en eksamen havde fået 11. Helt fysisk kunne jeg mærke, hvordan følelsen af at være slukøret invaderede mig – hovedets lille bøjning nedad, håret der landede i postkassen, og skuldrene der opgivende sænkedes.

De ti sekunders stilhed i mit liv, der fulgte den dag i telefonen, glemmer jeg aldrig. Heller ikke selv om stilheden blev efterfulgt af et “hø-hø, det er da flot!” fra min far, og heller ikke selv om jeg kunne høre, at han var meget stolt af mig. Og hvorfor sagde han det så og lod mig hænge der i ti sekunder? Ja, jeg spurgte ham aldrig, men jeg tror, at han ville drive mig længere, fordi han så, at jeg havde evnerne. Har man evnerne, har man også pligten. Det ville passe ind i hans livssyn.                

Forslag til fars dag forkælelse 

Aftenmenuen skulle nok være noget med stegt flæsk og persillesovs, det satte min far pris på. Nu gør jeg jo ikke så meget i kød. Derfor tager jeg opgaven at finde noget fars dag forkælelse til eftermiddagens kaffe, som var et fast indslag, når undervisningsdagen var slut.

Min far var rigtig glad for brød og kager. Så mon ikke han ville sætte pris på et eftermiddagskaffebord. Lidt større end en almindelig eftermiddag efter skoletid. Det er jo heller ikke en almindelig dag – det er fars dag.

Først skal bunden lægges med boller. Her vil jeg lave valnøddeboller, fordi der er lidt sødme i dem.  

valnøddeboller

Og så skal der være en lagkage med chokolade. Valget er faldet på denne chokoladelagkage med lime. Den har jeg lavet flere gange til både egne og den skæggedes kolleger. Den udmærker sig ved at være god at lave dagen før.  

chokoladelagkage med lime

Endelig en småkage, og det bliver mine håndværker-cookies, som kan laves med få remedier og i et meget interimistisk køkken. Jeg opfandt dem sidste år, da vi fik nyt køkken. Min far ville have fulgt med i køkkenprojektet med stor fornøjelse, og især når den skæggede kunne fremvise de små detaljer af høj håndværksmæssig standard. 

håndværker-småkager

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*