fiskesuppe

Fiskesuppe til næsten uventede gæster

Lørdag eftermiddag tikkede der en mail ind: “Jeg ved godt, det er med kort varsel, men er I hjemme i morgen formiddag?” Hmm, det var vi ikke, for dagen stod i tegnet af en barnedåb. Men det var venner, som vi rigtig gerne ville se, og som det ovenikøbet var længe siden, vi sidst havde set. Det skulle altså lykkes på en eller anden måde. Så vi lokkede vennerne til at komme sidst på eftermiddagen i stedet – og vi nåede lige hjem fra barnedåb. På den måde gik alt op i en højere enhed, og weekenden sluttede med fiskesuppe til næsten uventede gæster.  

Hvad byder man næsten uventede gæster? 

Men hvad byder man så næsten uventede gæster en søndag aften, når man ikke lige har tid til hverken det store indkøb eller den store forberedelse? Det skal kunne mixes sammen med et minimum af arbejdsindsats – og med maximal smag. Ikke mindst fordi det var en hurtig gæstevisit, og jeg ville helst være så meget sammen med gæsterne som muligt.

Kodeordet blev forberedelse: lørdag aften bagte jeg endnu en gang den dobbelte æbletærte, så desserten var klar. Derudover lavede jeg dejen til foccaciabrødet til hovedretten, så den kunne koldhæve natten over og komme direkte i ovnen. Selve hovedretten blev fiskesuppe med blandt andet den havkatfilet, som jeg egentlig havde planlagt til lørdag aften. Det viste sig, at havkatfiletens smag af skaldyr passede perfekt til rejerne og ikke mindst den varmrøgede laks. Dertil grøntsager fra et hurtigt raid i supermarkedet på vej hjem fra barnedåb.

Fiskesuppen er en gammel kending, som jeg vender retur til i forskellige udgaver igen-igen. Jeg havde jo egentlig købt havkatfilet til noget helt andet lørdag aften, hvor den skæggede måtte nøjes med vegetarisk a la “tøm grøntsagsskuffen for alt, hvad vi ikke skal bruge i morgen”.  

fiskesuppe - rester dagen derpå

Detaljer

Hvor mange?

Hovedret til 4

Arbejstid?

30 minutter

Alt i alt?

45 minutter

Er det svært?

Nej, meget normal

Ingredienser

  • 400 g havkatfilet (eller anden fast, hvid fisk – spørg evt efter lange i stedet for)

  • 125 g varmrøget laks

  • 100 g rejer

  • 1 løg

  • 2 porrer

  • 2 gulerødder

  • 2 (små) bagekartofler

  • 2 spsk hvedemel

  • 3/4 l grøntsagsbouillon

  • 1/4 l piskefløde (altid godt, men ellers madlavningsfløde)

  • Olivenolie til stegning

  • 1 knsp cayenne

  • 1 tsk tørret estragon

  • Salt, peber

  • Servering
  • 1/2 bdt persille

  • Nybagt foccaciabrød – eller tilsvarende

Sådan gør du

  • Klargør grøntsagerne: Rens porrerne og kassér den øverste grønne del. Skær det hvide af porrerne i skiver og sæt til side. Hak resten af porrerne fint sammen med løget. Skræl gulerødder og bagekartofler og skær begge dele i tern, gulerødder max 1 x 1 cm og kartofter max 1 ½ x 1 ½ cm.
  • Varm olivenolien op og svits løg og porrer i tern et par minutter.
  • Tilsæt hvedemel og bland det hele hurtigt sammen. Tilsæt gulerødder og bagekartoffel i tern. Hæld grøntsagsbouillon over og lad det småkoge i ca. 20 minutter, indtil grøntsagerne er møre. Du vil opdage, at stivelsen fra kartoflerne sammen med melet gør noget rigtig godt for suppen, den tykner nemlig lidt.
  • Imens suppen koger, trimmer du havkatfileten og skærer den i tern ca 3 x 3 cm. Den varmrøgede laks skæres i små tern 1 x 1 cm.
  • Når grøntsagerne er kogt møre, tilsættes først piskefløde og derefter varmrøget laks og fisk. Suppen varmes igennem i ca. 5 minutter – den må ikke koge, for så går fisken i stykker. Suppen smages til med cayenne og estragon samt salt og peber. Vær behersket med salt og peber, da henholdsvis grøntsagsbouillon og cayenne også gør deres til smagen.
  • Ved servering
  • Lige inden servering tilsættes rejerne, og der drysses hakket persille over.
  • Serveres med nybagt foccaciabrød, og ikke et øje er tørt.        

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*