Prøv lige at tjekke billedet her. Det her foccacia smager lige så godt, som det ser ud – blødt, krydret og uden at drive af olie… Derfor forsvandt det også ret hurtigt, da jeg lavede det som tilbehør til Sct. Hans grillmenuen forleden.
Har du god tid, kan du lade dejen stå i køleskabet natten over. Har du mindre god tid, så lad det hæve en god time på køkkenbordet. Hvad der bliver bedst? Tja, det ved jeg egentlig ikke – foccacia smager bare bedst, når det er lunt og nybagt, men langtidshævning eller ej har vist ikke helt så stor betydning. Nogle gange kan det bare være ret smart at forberede dejen dagen før. Andre gange skal der være plads til en impulsiv indskydelse.
Top dit foccacia med…
Jeg har valgt at komme frisk gedeost og rosmarin på toppen, men det smager også dødgodt med fx rødløg skåret i smalle både eller halverede cherrytomater.
Noget af det, jeg sætter allerstørst pris på ved denne udgave af foccacia, er, at der ikke er vildt meget olie i. Mange foccaciabrød driver nærmest af olie, og det kan altså godt blive for meget. Her er der tilstrækkelig olie til at give en lækker smag og konsistens, men ikke så meget, at fingrene bliver meget fedtede.
Genopliv dagen derpå – eller fra frost
Brødet smager allerbedst direkte fra ovnen, men skulle der blive en rest tilovers, kan den sagtens genoplives dagen derpå ved at varme brødet i ovnen ved 160 grader varmluft. Sæt brødet ind i en kold ovn – og når den er 160 grader varm, så er brødet klar til spisning. På samme vis kan du også sagtens fryse det ned og lune det i ovnen.
Detaljer
Et fad på 30 x 20 cm – vel ca. 8 personer
1/2 time
Hæver natten over – skal bages i ca. 35 min.
Ret let
Ingredienser
20 g gær
1/2 l lunt vand
1 1/2 tsk honning, gerne akaciehonning
1 spsk groft salt
1/2 dl olivenolie
300 g hvedemel
300 g tipo 00 mel
- Topping
1/2 dl olivenolie
Frisk eller tørret rosmarin – nok, men ikke så meget, at smagen minder om sæbe
1/2 rulle frisk gedeost (eller feta, hvis du ikke er til gedeost)
Groft salt, gerne flagesalt
Sådan gør du
- Start med at røre gæren ud i vandet. Tilsæt honning, salt og olivenolie. Rør hvedemelet i og derefter tipo 00 melet. Dejen skal være smidig, men endelig ikke tør eller fast. Rør dejen godt igennem, inden du sætter den til hævning – enten i køleskabet natten over eller på køkkenbordet en god times tid.
- Når du skal til at bage brødet, starter du med at tænde for ovnen på 190 grader varmluft. Tag et fad ca 20 x 30 cm og læg et stykke bagepapir i. Fordel halvdelen af olivenolien på bagepapiret. Hæld dejen ud og tryk den godt ud i hjørnerne. Lad den hæve i ca. 1/2 time.
- Fordel resten af olien ud over dejen, tryk gerne huller med fingrene. Fordel den friske gedeost i små stykker, drys med rosmarin og rundhåndet med salt. Bages i ca. 35 minutter.