Jeg har lige set vejrudsigten for weekenden, og det bliver forår! Spørg mig lige, om jeg er glad! Lidt varme fra solstråler er i den grad velkommen hos undertegnede. Og nok er det ikke tid til hverken danske asparges eller jordbær endnu, men jeg har bare lyst til at byde foråret velkomment med asparges og jordbær. Udenlandske ja, politisk ukorrekt måske, men her vinder trangen til at smage på foråret med en aspargesmenu.
Forretten er en aspargessuppe, som jeg har lavet mange gange. Det var min foretrukne “suppe til gæster” i en periode, ikke bare fordi den er let at lave, men fordi den også smager rigtig godt. Serveret med brødcroutoner kommer der en masse crunchy stil over suppen. Og tjek så lige farven – den er da smukt grøn.
Dernæst følger en forårssalat med stenbiderrogn, en anden forårsbebuder, og asparges (igen). Stenbiderrogn smager ikke af meget, så salaten skal være meget blid i det, så den ikke overdøver stenbiderrognen. De ristede asparges er af den hvide slags – men du kan også anvende grønne, hvis du foretrækker det.
Desserten i en aspargesmenu er trods alt ikke asparges. Det er selvfølgelig en anden sommergæst, nemlig jordbær i en jordbærtærte. Ja, hvad andet – en helt traditionel jordbærtærte. Der er noget meget dansk og meget forår over jordbærtærten med mørdejsbunden, chokoladen, cremen og ikke mindst de røde jordbær. Derfor kan det næsten føles forkert at anvende udenlandske jordbær. Bagerne gør det sikkert i stor stil, og i dag følger jeg så efter – og bryder mit princip om kun at spise danske jordbær. De smager nemlig bedst.
Velbekomme – og skynd jer ud i solskinnet!