Forårssalat med edamamebønner og asparges

Jeg er vild med forår, og jeg er vild med salat. Så hvad er mere nærliggende end at lave en forårssalat med edamamebønner og asparges.

Så blev urene endelig stillet en time frem til sommertid. Dagen startede godt nok køligt, men i aften sidder jeg og kigger ud over vandet, hvor solen lige er forsvundet ned i horisonten. Det bringer håb om, at vi kan se frem mod tocifrede, positive temperaturer. Og nøj, hvor jeg glæder mig – ikke mindst til lettere menuer. Ligesom tøjet bliver lettere, og humøret lettere, nu hvor foråret banker på. Det er simpelthen så livsbekræftende at opleve år efter år. Eller som den skæggede nogle gange fremhæver, så er det skønt at se cyklisterne og løberne på vejene igen.

Jeg tager forskud på glæderne med denne forårssalat med edamamebønner, asparges og avocado. Asparges er for mig en rigtig forårsbebuder og bliver her sat i selskab med proteinrige edamamebønner. Så bliver der skabt basis for mæthed på den lette og grønne måde. Edamamebønner er flotte, grønne sojabønner, som blot skal have en hurtigt opkog eller som her overhældes med kogende vand. De smager frisk og en smule som ærter. Derfor passer de nok også så godt til asparges.

Jeg vil servere noget godt brød til salaten. Det kunne for eksempel være de her gulerodsflutes.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Hvor lang arbejdstid

20 minutter

Alt i alt?

20 minutter

Hvor svært?

Lige så let som den er hurtig

Ingredienser

  • 3-4 håndfulde spinat

  • 1 lille rødløg

  • 150 g edamamebønner fra frost

  • 1/2 avocado

  • 1/2 rulle gedeost

  • 1 håndfuld valnøddekerner

  • Tilbehør: groft brød

Ingredienser

  • 1 spsk æblecidereddike

  • 1 tsk akaciehonning

  • 3 spsk rapsolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Knæk enderne af de grønne asparges og skær dem i 3-4 cm lange stykker. Hæld dem i en skål sammen med edamamebønnerne og hæld kogende vand over sammen med lidt salt. Lad det trække i 3-4 minutter og hæld derefter vandet fra.
  • Snit rødløget fint, skær avocadoen i mindre stykker. Bland det hele med spinat, edamamebønner og asparges.
  • Rør dressingen sammen og hæld over salaten. Hak valnødderne groft, smuldr gedeosten og fordel begge dele over salaten.
  • Serveres med groft brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*