Frisk pastasalat – langt væk fra 90’ernes pastahelvede

Pastasalat forbinder jeg med 90’erne – det var bløde pasta, masser af cremefraiche-dressing og intetsigende smag. Denne her pastasalat er helt anderledes – fuld af grøntsager og med en sennepsdressing med bid samt sprøde græskarkerner på toppen.

Farvel til udkogte, smattede bønner

Et lille fif i denne salat er bønnerne – de fleste husker grønne bønner som noget udkogt, evt. henkogt (yirks), der ikke er værd at sætte tænderne i. Men fiffet er, at man ikke koger dem, men i stedet overhælder dem med kogende vand. På den måde  bliver grønne bønner en delikat spise, og biddet i dem bevares. Bemærk, at sennepsdressingen gør bønnerne brune, hvis de står længe – så hæld dressingen over og servér salaten.

Farvel til 90’ernes pastahelvede og velkommen til frisk pastasalat med bid

Hovedret 2 personer

Tilberedningstid: 25 minutter

Ingredienser

  • 100 g tørret pasta, fx penne
  • 20 g græskarkerner
  • 150 g bønner
  • ½ icebergsalat, cosmopolitansalat eller anden sprød salat
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 tomat

Dressing

  • 2 tsk grov sennep
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 spsk vindruekerneolie
  • Salt, peber

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Den skal kun være al dente.

Rist græskarkernerne på en slip-let pande. Pas på, det går hurtigt, og så  ”popper” de nærmest ligesom popcorn. Lad dem afkøle på et stykke køkkenrulle.

Skyl og afdryp salaten og de øvrige grøntsager. Knip enderne af bønnerne og skær dem evt. i 3-4 cm lange stykker. Læg dem i en dyb skål og hæld kogende vand over (kog vandet i kogekande, det er hurtigt og energibesparende), tilsæt lidt salt og lad bønnerne trække ca. 4-5 minutter, hæld derefter vandet fra og spul bønnerne med koldt vand under hanen.

Riv salaten i grove stykker og fordel den i et fladt fad. Skær tomaten og peberfrugten i ensartede stykker, fordel begge dele over salaten sammen med bønnerne og pastaen.

Bland dressingen ved først at røre sennep og hvidvinseddike sammen, tilsæt herefter under omrøring vindruekerneolien, smag til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten, slut af med de ristede græskarkerner og servér evt. med et stykke groft brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*