Gazpacho til den sidste rest af sommer

Jeg har flere gange lagt an til en gang gazpacho, men så har sommervejret drillet, og det er blevet halvkøligt eller har regnet. Altså ikke vejr til noget så sommerligt som gazpacho. Men nu skulle det altså være, september måned eller ej, og heldigvis er vejret så nogenlunde med mig, hvor vi har haft en dag med t-shirt og shorts. Denne variant serveres med chili-honning marinerede rejer. Alt kan gøre klart på forhånd og sættes i køleskab minimum 1 time, men gerne mere. Pas på med krydderierne, for jo længere tid på køl, jo længere tid får krydderierne lov til at sætte sig og udvikle sig, stærkere og stærkere…

Der er dømt sommer og varme...
Der er dømt sommer og varme…

Opskrift på gazpacho

Hovedret til 2 personer eller forret til 4

Tilberedningstid: 15 minutter forberedelse + 1 time i køleskab.

Ingredienser:

  • 3 store, modne tomater
  • ½ agurk
  • ½ peberfrugt
  • 2½ dl grøntsagsbouillon (laves fint på en terning)
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 stykke brød uden skorpe
  • 1 fed hvidløg (fortæl det ikke til min mand, der angiveligt hader hvidløg, men spiser det uden brok jævnligt)
  • 1-2 spsk æblecidereddike
  • Lidt, ganske lidt chiliflager
  • Salt, peber

Honning-chili-marinerede rejer

  • 150 g rejer
  • 4-5 grønne jalapenos skiver fra glas
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 2 tsk akaciehonning
  • Salt, peber

Ved servering

  • 1-2 skiver brød i tern
  • 1 tsk olivenolie
  • Salt

Skær et kryds i toppen af tomaterne og blancher dem i kogende vand et minuts tid for at tage skindet af. Skær alle grøntsagerne i grove tern, skær brødet i små tern og hvidløget i fine tern. Blend grøntsager og brød godt. Tilsæt herefter grøntsagsbouillonen, blend igen og smag til med æblecidereddike, chiliflager, salt og peber. Sættes på køl.

Lav dressingen til rejerne ved at blande olivenolie, æblecidereddike, honning og krydderier godt. Skær jalapenos skiverne i små tern og tilsæt dem til dressingen sammen med rejerne. Vend rundt og sæt på køl.

Lige før servering laves der brødcroutoner – det kan man også sagtens gøre på forhånd, men de smager nu godt lidt lune. Varm olivenolien på en pande og tilsæt brødternene, rist dem godt og giv dem afslutningsvist lidt salt. Lige før servering kan det være en fordel at give gazpachoen en hurtig tur med blenderen, så den bliver pisket lidt op.

One Comment

  1. Pingback: En kold menu – til en varm dag – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*