Skøn vegetarisk suppe, der smager af sol og sommer. Det her er en helt enkel grøn sommersuppe med bønner – de grønne mukimame og de hvide cannellini. Sammen med sommerens mest generøse grøntsag, squash, er det hovedingredienserne i suppen, der er hurtig og let at lave. Derudover batter den godt i sundhedsregnskabet. Læs mere om det nedenfor, hvor du også finder opskriften.
Den skæggede har flere gange med en vis ærgrelse i stemmen nævnt, at vi ikke så ofte får suppe om sommeren. Det lægger sæsonen ikke rigtig op til, og så er det jo ikke lige varm suppe, man først tænker på, og for den skæggede er suppe altså bedst i varm udgave. Men når sommeren viser sig fra sin typisk danske side, kan man nu godt hive suppegryden frem. Samtidig kan man passende støve en flaske rosévin af – og så bare nyde smagen af sommer.
En grøn sommersuppe med bønner
Når man kommer bønner i en suppe, bliver den væsentligt mere mættende. Og det er godt, for den flydende kost mætter altså ikke helt så godt i sig selv. Her kombinerer jeg de mættende bønner med masser af grøntsager – så får man også en del af dagens grønne ration.
Suppen er virkelig hurtig at lave, der skal ikke engang snittes særlig meget. Og så er den lavet med meget enkle råvarer, som man typisk har derhjemme eller kan få i den nærmeste discountbutik. Det eneste er grøntsagsbouillonen, hvor jeg gerne vil slå et slag for, at selv om man vælger terningeløsningen, så vælg en af en god kvalitet. En god grøntsagsbouillon smager af grøntsager, ikke kun af salt. Apropos salt giver den salte feta eller salatost på toppen en rigtig god smag.
Om bønner
Der er mange slags bønner. I suppen her har jeg valgt at bruge to slags, der trods forskelligt ophav passer ret godt sammen.
Mukimame bønner er edamame bønner uden skal. Det er sojabønner (med og uden skal), og typisk skal du lede i supermarkedets frostbokse efter dem. De ligner lidt ærter, og de smager lidt som ærter. Begge navne stammer fra Japan, og her har de også været gængse i madlavningen i århundreder.
Cannellini bønnerne derimod er meget populære i det italienske køkken. Det er hvide bønner, og de kommer i to varianter – fra dåse eller tørrede. De tørrede stiller krav til lidt planlægning, da de skal sættes i blød i 12 timer, før de koges. Fra dåsee er de klar til brug. Nogle kalder dem for hvide kidneybønner. Jeg synes, de udmærker sig ved at være ret faste i det (også fra dåse), så de smatter ikke ud i fx en suppe. Derfor er de også en typisk ingrediens i en traditionel minestrone suppe. Smagen er lidt nøddeagtig.
Både mukimame bønnerne og de hvide cannellini bønner er rige på protein og altså gode at have i kosten, især hvis man er vegetar – eller bare gerne vil have ekstra fokus på proteinindtaget. Derudover er bønner rige på kostfibre, så det bliver din fordøjelse glad for.
I de officielle kostråd indgår bælgfrugter som bønner også, idet det anbefales, at man spiser ca 100 g om dagen – udover grøntsager. Det får man fint med den suppe, som jeg har lavet her. Endelig så tæller det også for mange, at bønner er mindre klimabelastende end kød og er i øvrigt et væsentligt billigere alternativ til kød.
Grøn sommersuppe med bønner
Måltid Grønt, hovedretType VegetarSværhedsgrad Let2
personer15
minutter15
minutter30
minutterIngredienser
½ ds cannellinibønner
100 g mukimamebønner (frost)
50 g ærter (gerne fra frost)
100 g spinat
¾ l grøntsagsbouillon
1 squash
1 fed hvidløg
½ salatløg
1 tsk tørret oregano
Salt, peber
olie
50 g feta
- Tilbehør
Godt brød
Sådan gør du
- Klargør grøntsagerne: Hak salatløg og hvidløg fint. Skær squashen i små tern a la 1 x 1 cm. Skyl cannellinibønnerne. Hvis spinaten ikke er klar til brug, så skyl den godt.
- Varm lidt olie, fx rapsolie, op i en gryde. Svits hvidløg og salatløg, uden at det tager farve. Tilsæt squashternene og lad dem sautere med et par minutter. Giv det lidt tørret oregano. Tilsæt grøntsagsbouillon og lad suppen simre i ca. 15 minutter.
- Tilsæt nu skyllede cannellinibønner, mukimamebønner og ærter. Lad suppen varme igennem.
- Smag suppen til med salt, peber og evt mere oregano.
- Lige inden servering vendes spinatbladene i, og der drysses med smuldret feta.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉
Kilder: Helsebixen, Fødevarestyrelsen