Salat med bagt selleri og græskar

Grønkålssalat med knoldselleri, græskar og tahindressing

Nogle gange kommer der noget overraskende godt ud af et forsøg. Sådan en gang var det i denne uge, hvor jeg en aften biksede en grønkålssalat med knoldselleri, græskar og tahindressing sammen. Det lyder – og er – ret ordinært. Det overraskende gode var tahindressingen.

Tahin er lavet af ristede sesamfrø og har en smag af ristede nødder. Sammen med citron, salt og lidt honning giver tahin en både sød, skarp og lidt syrlig dressing. Salaten er perfekt tilbehør til fx et stykke bagt eller stegt hvid fisk. Tahin kan bruges både i det søde og det salte køkken. Jeg har for eksempel brugt tahin i dressingen til en marokkansk inspireret salat.   

Denne aften kom mit forsøg med grønkålssalat med knoldselleri, græskar og tahindressing nu til at stå alene. Jeg var nemlig alene hjemme, og sulten var ikke så stor. Så hvorfor egentlig lave mad – altså bare til mig selv? Når den skæggede er ude på kundebesøg i hele eller halve uger, kunne det være meget let bare at nøjes med et stykke rugbrød. Men det gør jeg kun sjældent. Først og fremmest skyldes det, at madlavning på ingen måde er en sur pligt, men noget jeg nyder og slapper af med. Skal jeg ransage mig selv lidt, er der også en god portion opretholdelse af god tone og pli. Bare fordi man skal spise alene, behøver det jo ikke være kedeligt. Endelig er det ofte en chance for at prøve ideer af – fx dressingen til denne salat. Der er jo ingen grund til, at andre skal udsættes for alle mine forsøg… selv om den skæggede velvilligt lægger både mave og smagsløg til.    

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

10 minutter

Bagetid?

20-25 minutter

Hvor let?

Hamrende let

Ingredienser

  • 1/2 hokkaido græskar

  • 1/2 knoldselleri

  • 2-3 håndfulde (færdisnittet) grønkål

  • 1 lille håndfuld valnøddekerner

  • 1 lidt mindre håndfuld tørrede tranebær

  • 1-2 spsk olivenolie

  • Dressing
  • 1 tsk tahin

  • Saft af 1/2 citron

  • 1/2 tsk akaciehonning

  • Lidt vand

  • Salt,peber

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Fjern kernerne fra græskarret, skær evt skrællen af (hvis græskarret ikke er økologisk). Skær det i både og i mindre stykker, ca 1,5×1,5 cm. Skær skrællen af knoldselleriet og skær det i tilsvarende små stykker. Læg grøntsagsternene i et ildfast fad, vend dem med olivenolie og giv et drys salt. Sættes i ovnen i ca. 20-25 minutter, indtil grøntsagerne er gennembagte.
  • Bland dressingen sammen – den skal bare piskes sammen og tilsættes vand, indtil passende konsistens. Smages til med salt og peber.
  • Tag de færdigbagte grøntsager ud af ovnen og lad dem køle et minuts tid.
  • Imens lægges den fintsnittede grønkål i en skål. Placer de bagte grøntsager ovenpå, derefter valnødder og tranebær. Dryp med dressingen.  

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*