For nogle år siden var chiafrø det nye sort inden for madlavning. Der kom chiafrø i alt, og man lavede chiagrød. Den grød blev jeg nu aldrig fan af. Men de her grovboller med chiafrø er jeg virkelig vild med. Den skæggede var da også ret glad, da jeg sagde, at her var vist en opskrift, som skulle gentages et par gange, før de rammer bloggen her.
Dagens grovboller med chiafrø smager helt enkelt sagt bare rigtig godt, ser lige så godt ud, og så er de sprøde udenpå og bløde indeni. Perfekte efter min mening, hvis jeg ubeskedent selv skal sige det. Fyld dem med pålæg til dagens frokost – eller smør og ost som en eftermiddagssnack. Eller bare helt uden noget til aftenens suppe.
Fra aztekerne i Sydamerika til Danmark
Kan du huske, da chiafrøene nærmest trimlede ind over alle medier – man så billeder af over night grød med chiafrø og toppet med søde kompotter overalt. Jeg forsøgte et par gange, men blev ikke helt ven med konsistensen af grøden. Jeg har nu ikke helt givet op. Nogle gange skal man smage på ny mad flere gange, førend man når til en konklusion. Til gengæld tog jeg chiafrøene til mig, når jeg bager knækbrød. Jeg har ganske enkelt lavet knækbrød med chiafrø på samlebånd – igen-igen knækbrød kaldte jeg dem på et tidspunkt.
Man kunne godt tro, at chiafrø var en helt ny opfindelse, da de små frø kom til Danmark vel omkring 2013. Men aztekerne i Sydamerika tog dem til sig som en del af kosten helt tilbage til år 2.600 før vores tidsregning.
Er chiafrø et superfood?
Chiafrø blev udnævnt til at være et superfood, og således var populariteten garanteret. Chiafrø er en kilde til omega-3 fedtsyrer, og da det er gode fedtsyrer, så synes alt jo at være i den skønneste orden. Men ifølge Forbrugerrådet er der bedre kilder til at få dækket det daglige behov for omega-3 fedtsyrer, simpelthen fordi man ikke spiser chiafrø i store nok mængder. I stedet bør man snuppe et stykke laks, der er en langt bedre kilde til omega-3 fedtsyrer, fordi man spiser det i større mængder end chiafrø.
Nu går jeg så helt principielt ikke op i, om noget udnævnes til superfood. Om det er chiafrø, acaibær, matcha-te eller noget helt fjerde. Det har en plads i min kost, hvis jeg kan lide det, ikke udelukkende fordi det er sundt. Skal vi tale sundhed, så er jeg nok lidt mere fortaler for en blanding af Bente Klarlund og Chris McDonald med deres pt nyeste anbefalinger: KRAM og søvn. Altså ikke rigtige kram, men sund kost, ingen rygning, moderat alkoholindtag og så motion. Chris McDonald siger i sin nyeste bog, at søvn er indiskutabelt, i hvert fald er det ikke uden konsekvenser for helbredet at give køb på nattesøvnen. Jeg tror simpelthen ikke på quickfix-løsninger, når det kommer til min krop, men nærmere på sund fornuft.
Om grovboller med chiafrø
Husk på, at chiafrø svulmer op, når de kommer i kontakt med væske. De kan faktisk opsuge 12 gange deres egen vægt og bliver som en slimet gelé. Sidstnævnte er muligvis årsagen til, at chiagrøden ikke rigtig har vundet mit hjerte. Men evnen til at suge væske skal man huske på, når man bager. Dejen skal ikke være for fast.
Jeg har lavet seks boller ud af portionen, men man kan eventuelt lave dem lidt mindre og få syv eller otte. Men hvorfor egentlig? Der er vel ingen grund til at strække dejen – og så spiser man bare to i stedet for…
Grovboller med chiafrø – perfekt smag og flot udseende
Måltid Brød og bagtType BollerSværhedsgrad Let6
stk30
minutter20
minutter8
timer8
timer50
minutterKoldhævede grovboller med chiafrø – sprøde, velduftende og ikke mindst med en rigtig dejlig smag
Ingredienser
1,5 dl lunt vand
10 g gær
2,5 dl kærnemælk
1 spsk lys sirup
1 spsk groft salt
3 spsk chiafrø
100 g rugmel
300-350 g manitobe hvedemel
- Pynt
1 spsk chiafrø
Sådan gør du
- Dag 1
- Rør gæren ud i det lune vand. Tilsæt kærnemælk, sirup og chiafrø.
- Rør derefter rugmel og dernæst salt i. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, indtil dejen har en god, samlet konsistens. Ælt dejen let sammen.
- Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt den på køl til næste dag.
- Dag 2
- Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet i en halv times tid. Tænd for ovnen på 200 grader varmluft – og gerne også damp.
- Sæt seks boller på en bageplade med bagepapir. Form dem med fugtige hænder og strø chiafrø over dem.
- Bages i ca 20 minutter. De skal lyde hule, når du banker dem let under bunden.
- Afkøles på bagerist.
Bemærk
- Har du ikke tid til at vente til i morgen? Så fordobl mængden af gær og ælt dejen godt igennem. Lad den stå på køkkenbordet og hæve i ca. 1-2 timer indtil dobbelt størrelse.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!