Lige for tiden er surdej i højsædet hos mange mad- og bagebloggere. Jeg melder lige lidt pas på det, ikke at der er noget galt med surdej. I stedet er jeg blot optaget af langtidshævet eller koldhævet brød. De her grove gulerodsboller med solsikkekerner er ingen undtagelse, dejen har overnattet i køleskabet. Der er flere årsager til min optagethed. For det første synes jeg, at man kan slippe af sted med mindre eller ingen æltning. For det andet er smagen definitivt meget bedre – når man koldhæver, bruger man meget lidt gær og lader tiden gøre det i stedet for. Det giver et brød, som ikke smager af gær, og er der noget, jeg ikke bryder mig om, er det gærsmag i brød. Og så får man også et brød med mere fugt, og her er fugt rigtig godt, for det gør brødet saftigt og øger holdbarheden. Mums med andre ord.
Tilfredsstillelsen ved selvforsyning
Når tiden er til det, foretrækker jeg at bage brød til sandwich og madbrød selv. Det brød, vi ikke skal fortære samme dag, ryger i fryseren. Når det skal bruges, tør jeg det op på køkkenbordet og luner det i ovnen. Smag og konsistens er næsten som nybagt efter den behandling. Der er noget utrolig tilfredsstillende i at tage brødet ud af fryseren. Sådan noget a la selvforsynende. Eller måske bare den samme tilfredsstillelse som man oplever, når man hiver gulerødder af egen avl op af jorden. Jeg har nu aldrig været bidt af en gal køkkenhave. Mine fingre bliver ikke sorte af muld, men faktisk ville jeg ønske, at jeg kunne holde liv i lidt mere end en dusk utrolig livskraftig purløg og citronmelisse, der er næsten lige så vedholdende som skvalderkål. Køkkenhaven har altså ikke gode vilkår her. Nu gør det heller ikke lettere, at vi har skilt os af med alt, hvad der kan betegnes som egen have og i stedet har to skønne terrasser. Den skæggede har nemlig heller ikke vist hverken interesse eller evner for køkkenhave – til gengæld sætter vi begge stor pris på terrasserne og den store, fælles græsplæne foran vores “strandhytte”.
Fra bunden…
Hvad jeg ikke kan formå i køkkenhaven, tager jeg derimod revanche for i køkkenet. Jeg bager altid selv småkager og kager, laver is – og i det hele taget prøver at lave maden fra bunden. Selvfølgelig tager det tid, men der er også en tilfredsstillelse i at kunne sætte egne småkager på kaffebordet eller kunne servere en frokost med sandwich med hjemmebagt brød og hjemmelavet hummus. På billedet her er det i øvrigt en røget torskerognssalat, der er fyldt i de grove gulerodsboller. Det fungerer, fordi bollerne på trods af gulerødderne ikke er søde i det.
Seks eller otte
Når jeg skal bruge de grove gulerodsboller til sandwich, laver jeg seks ud af portionen her. Men skal de serveres til morgenmad eller en kop eftermiddagste, vil jeg i stedet lave otte af en mere almindelig størrelse.
Detaljer
6 store eller 8 almindelige
30 minutter
1 nat + 15 minutter
Helt enkelt
Ingredienser
3 dl lunt vand
10 g gær
2 spsk skyr
1 spsk lys sirup
100 g revet gulerod
40 g solsikkekerner
100 g grahamsmel
2 tsk fint salt
275 g hvedemel, gerne manitoba
Sådan gør du
- Dag 1
- Rør gæren ud i det lune vand. Tilsæt skyr og lys sirup. Tilsæt derefter solsikkekerner, grahamsmel og salt. Slut af med at røre hvedemel i dejen, indtil den har en god fast, men endelig ikke tør konsistens. Hellere lidt mere som grød end fast.
- Rør dejen godt sammen med en grydeske. Den skal ikke æltes, men blot røres rigtig godt sammen.
- Dæk skålen med husholdningsfilm og stil på køl til næste dag.
- Dag 2
- Tag gerne dejen ud af køleskabet en times tid, før du vil bage.
- Tænd for ovnen på 240 grader varmluft – og har du muligheden, så må der gerne også tændes op for dampen. Læg bagepapir på en bageplade.
- Sæt dejen på bagepladen med to skeer. Enten i 6 store boller eller 8 lidt mere almindelig størrelse. Bages ved 240 grader i ca. 15 minutter. Bollerne skal lyde hule, når man banker på dem under bunden. Køles af på bagerist.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!