Grovgo’e flutes

Grovgo’e flutes, der godt nok tager lidt tid at lave. Til gengæld så synes min mand, at de ”godt nok er gode” – og det er stor ros fra en mand, der ellers ikke er meget for hjemmebagt, fordi det ofte bliver tungt og tamt (efter hans mening). En af årsagerne til, at de er go’e, er, at jeg er rundhåndet med saltet – og de er samtidig grove uden at være for grove. Og endelig en advarsel til dejforskrækkede: der skal æltes, ikke meget, men nok til at få dejindsmurte fingre…

Grove flutes med et strejf af stenovnsbrød
Grove flutes med et strejf af stenovnsbrød

Opskrift på 3 grovgo’e flutes

3 stk

Tilberedningstid: Først 15 minutter – så hævetid i ca. 35 minutter – så lidt arbejde i 10 minutter – efterfulgt af hævetid på 25 minutter og bagetid på andre 25 minutter. Arbejdstiden er altså til at se over… det kræver bare lidt planlægning.

Ingredienser

  • 25 gram gær
  • 4,5 dl lunkent vand
  • 1½ spsk groft salt (jep, spiseskefuld)
  • 1½ tsk honning
  • 200 gram rugmel
  • 450-500 gram hvedemel

Rør gæren ud i det håndvarme vand. Tilsæt salt, honning og rugmelet og rør rundt. Tilsæt herefter hvedemelet lidt efter lidt, hold hellere lidt tilbage. Dejen bliver bare tør, hvis der kommer for meget mel i. Når dejen er ved at samle sig, kan du med fordel ælte den sammen på køkkenbordet. Stil derefter dejen til hævning i ca. 35 minutter et lunt sted og under et klæde.

Efter hævningen deler du dejen i tre portioner og former tre, fine flutes – placeres på en bageplade med bagepapir. Tænd ovnen på 200 grader, så den er klar, når den sidste hævetid på 25 minutter er færdig. Lige inden flutene sættes i ovnen, skærer du fine, skrå snit i dem og pensler dem med lidt vand. Jeg bruger varmluftovn, så de skal bare midt i ovnen i ca. 20-25 minutter.

Køles af på bagerist. Fjern bagepladen så hurtigt som muligt, så bliver de mest sprøde…

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*