Når nu han gerne vil have en hakkedreng, og hun gerne vil have tøsekost… så er løsningen ham og hende burgere. Hakkebøf til ham, røget laks til hende. Og sådan er det altså her i huset… her er hans og hendes burgere.
Opskrift – hans og hendes burgere
2 personer
Tilberedningstid: Max 1/2 time.
Ingredienser:
- Burgerboller, hjemmebagte boller eller lignende
- 3-400 g hakket oksekød af god kvalitet, 4-7 % fedt
- 2 pæne skiver røget laks
- Olivenolie
- Salt, peber
Karamelliserede rødbeder:
- 3-400 g kogte rødbeder (koges ca. 15 minutter i letsaltet vand, hvorefter skindet gnides af)
- 2 tsk honning
- Saft af 1/2 citron
- Olivenolie
Topping:
- 1 rødløg i tynde skiver
- 1-2 tsk revet peberrod
- 1-2 tsk kapers
Dressing:
- 2 spsk aioli
- 1 spsk skyr eller cremefraiche
Et par hjemmebagte boller hives ud af fryseren og ind i ovnen, hvor de lunes.
Et par hakkebøffer af godt, i øvrigt økologisk hakket oksekød steges på en godt varm pande.
De karamelliserede rødbeder tilberedes af allerede kogte rødbeder – kan sagtens gøres dagen før. En pande varmes op med lidt olivenolie, rødbederne skæres i tern og svitses først ved medium varme. Efter et par minutter hældes honning på og efter atter et par minutter saften af en halv citron. Simrer stille og roligt sammen, mens bøfferne steges.
Imens gøres toppingen klar. Burgerne samles med dressing, lidt salat i bunden, fyld og topping – eneste forskel på hans og hendes er hakkebøf eller røget laks.