Konsistensen er en blanding af sprød og sej… Det lyder underligt, når man ser det på skrift, men det er faktisk den bedste beskrivelse af de her havregrynscookies med mandler, hvid chokolade og honning. De er sprøde, men har alligevel en god sejhed over sig, når man bider i dem.
“De allerbedste småkager”
Alle har indtil nu været fan af dem, så jeg har ramt et hit her. Ikke mindst hos den skæggede, som har udnævnt dem til at være en af de allerbedste småkager, jeg nogensinde har lavet. Og nok er han ikke nordjyde, men dog jyde og dermed lidt nærig med at uddele de store roser. Det ligger åbenbart i de jyske gener.
De her cookies er derfor også blevet produceret i lange baner i de sidste par måneder, for som sagt: alle kan lide dem. Fra malersvenden over ejerforeningens bestyrelse til naboer, venner og andet godtfolk. Flere af dem har også fået den såkaldte cookie-bag med hjem. Den skæggede sender nemlig gerne besøgende af sted med en pose proviant i form af småkager.
Øvrige fordele ved dem – ud over smag og popularitet – er, at de er meget lette at lave. Og de kan faktisk laves på under en halv time, hvis man lige strammer sig an. Dagens havregrynscookies med mandler, hvid chokolade og honning er i øvrigt en variant af denne her havregrynscookie, som også går rent ind. Men gør gode cookies ikke altid det? Se lige ser bort fra de møgirriterende cookies, der hele tiden dukker op på skærmen. Er cookies så ikke nærmest altid velkomne? I hvert fald svære at modstå.
Detaljer
30 stk = 2 plader
20 minutter
11-12 minutter
Pærelet
Ingredienser
125 g smør
100 g sukker
3 spsk honning, gerne fast
125 g hvedemel
125 g havregryn
1/2 tsk natron
1/2 fint salt
50 g hvid chokolade
50 g mandler
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Gør to bageplader klar med bagepapir.
- Mandlerne ristes på en tør, mellemvarm pande – pas på, de må ikke brænde på. Afkøles.
- Bland smør, sukker og honning i en kasserolle og smelt det ved middel varme.
- Imens blandes mel, havregryn, natron og salt i en skål. Chokoladen og de ristede mandler hakkes groft.
- Når smørblandingen er smeltet, så blandes de tørre ingredienser i sammen med chokolade og mandler. Det hele røres hurtigt sammen med en ske.
- Sæt småkagerne på bageplader med to skeer. Der bliver afhængig af generøsitet ca. 30 stk ud af portionen.
- Bages i ca. 11-12 minutter. De er færdige, når de har en fin gylden farve og er nogenlunde faste i konsistensen. Opbevares i kagedåse.
Bliver du ligesom den skæggede og mange af vores gæster fan af disse cookies, så snup et billede og læg det på Instagram. Brug #sødtforto – og jeg vil glæde mig til at se med.