hindbærsnitte med kokos

Hindbærsnitter med kokos

Nogle gange kigger jeg langt efter bagervinduets kager. Men jeg ved, at jeg ofte bliver lidt skuffet, når jeg enkelt gang giver efter og sætter tænderne i en hindbærsnitte. Derfor går der også lang tid imellem, at det sker. Heldigvis er det ikke svært at bage sin egen lækkerbisken af en hindbærsnitte hjemme. Også uden at gå hele vejen med hjemmelavet hindbærmarmelade. Denne gang har jeg lavet en variant, hvor der er kokos i bundene, og det bliver oplevelsen bestemt ikke ringere af.

Hindbærsnittens historie fra Brøndum Hotel til tankstationer

Hindbærsnitten har en lang historie bag sig, da den efter sigende allerede kunne fås i en udgave med mange lag mørdej tilbage i 1700-tallet. Siden fik den sin nuværende form, og i dag er den blevet fast indslag hos enhver bager med (eller eventuelt også uden) respekt for sig selv. Masser af respekt fik dog Madam Brøndums hindbærsnitter – Madam Brøndum var Anna Anchers mor, og hun var tillige en yderst habil hindbærsnitte-bager. Så habil at folk kom langvejs fra for at smage dem (læs mere her). Et hurtigt tjek af dagens menukort på Hotel Brøndum afslører dog ingen hindbærsnitter (men mange andre lækkerier).

Hindbærsnittens kvaliteter eller mangel på samme var også baggrunden for, at Søren Ryge for snart mange herrens år siden skrev et essay om netop hindbærsnitter. Søren Ryge har nemlig et nært forhold til hindbærsnitten, og derfor har han skabt sit eget Danmarkskort over bager-hindbærsnitter. Og det er der en god grund til, for ifølge Søren Ryge er det sådan, at hvis en bager laver gode hindbærsnitter, så er også brød og andet bagværk på højt niveau.

Spørgsmål?

Gad vide, om det også går den modsatte vej, så kedeligt brød er et fingerpeg om, at man skal holde snitterne fra hindbærsnitterne?

Jeg ved ikke, om Søren Ryge har ret. Men jeg ved, at man kan få rigtig mange kedelige hindbærsnitter rundt omkring. Ikke bare når man ser en trist sag ligge i montren på en tankstation, men også hos bagere. Det er egentlig lidt underligt, for så svært er det da ikke at lave en god hindbærsnitte. Det kræver kun to friskbagte bunde af mørdej lagt sammen om et tyndt lag hindbærmarmelade og så en glasur øverst. Ordentlige råvarer hele vejen igennem, og man burde være homefree. Og ikke for meget marmelade – så løber det bare ud, når man bider i hindbærsnitten.

hindbærsnitte med kokos

Mine hindbærsnitter med kokos

Jeg har lavet en lille variant af den traditionelle hindbærsnitte. Her skal ”lille” forstås på to måder. For det første har jeg lavet hindbærsnitterne i halv størrelse. Det passer perfekt til den lille lækkersult. Og for det andet kommer jeg kokosmel i mørdejen. Det gør jeg af to årsager. Kokosmelet giver en dejlig sprød konsistens – og en skøn smag til hindbærmarmeladen. Du kan selvfølgelig lave din egen hindbærmarmelade – se for eksempel den hindbærsylt, jeg lavede til denne chokoladekage med hindbærmousse. Du kan også springe over det lave gærde med en købeudgave, bare lov mig at vælge en udgave, hvor der er et pænt højt indhold af hindbær i. Vælger du købeudgaven, kan du eventuelt sætte lidt egen stil på den med en anelse citronsaft. Det smager nemlig vældig godt.

Hindbærsnitter med kokos

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType dessertSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

6

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

15

minutter
Hviletid?

30

minutter
I alt?

1

time 

15

minutter

Lækker variant af den klassiske hindbærsnitte – nu med kokos

Ingredienser

  • 60 g smør

  • 100 g kagehvedemel

  • 40 g sukker

  • 25 g kokosmel

  • 1 spsk vand

  • Fyld
  • ½ glas hindbærmarmelade

  • Glasur
  • 1 dl flormelis

  • Saft af ½ citron

  • 1-2 tsk tivolikrymmel

Sådan gør du

  • Lav først en mørdej ved at blande mel, sukker og kokosmel sammen i en skål. Skær smørret i små stykker og gnid det ind i den tørre blanding, så det smuldrer.
  • Saml dejen evt med en anelse vand. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i en halv time.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Læg bagepapir på en bageplade.
  • Rul dejen ud i en firkant ca. 12 x 24 cm og max 4 mm høj. Trim kanterne, så de er fine lige. Læg dejen på bagepladen og bag den i ca. 12-15 minutter, indtil den er lysebrun og let fast. Den bliver sprød, når den køles af.
  • Halver pladen, så du får to stykker ca 12 x 12 cm. Lad de to stykker køle helt af.
  • Lav en tyk glasur af flormelis, citronsaft og evt lidt vand. Smør hindbærmarmelade på det ene stykke. Læg det andet stykke ovenpå og top med glasur og fx tivolikrymmel.

Bemærk

  • Du kan sagtens anvende almindeligt hvedemel i stedet for kagehvedemel.
  • Brug ikke for meget hindbærmarmelade, så løber det bare ud af kagen, når man bider af den.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

hindbærsnitte med kokos

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*