hverdagsmad med spidskål

Hverdagsmad når det er bedst – med spidskål og karry

Kål – karry – kvikt. Det er hverdagsmad, når det er bedst. Nogle gange behøver det altså ikke være så kompliceret med madlavningen. Især ikke en mandag aften, når man ikke lige har tid til at være vildt kreativ, men stadig gerne vil have et grønt måltid mad på bordet – inden for max en halv time. Det opfylder retten her til fulde. Ganske enkel hverdagsmad med spidskål, kikærter og karry. Det er en ret, der virkelig tager alt inklusive, næsten også opvasken, max en halv time at bikse sammen. Perfekt hverdagsmad med andre ord.

Jeg holder af hverdagen

”Jeg holder af hverdagen,” sagde Dan Turéll i et af sine digte. Og ja, mon ikke de fleste af os holder af hverdagene med al deres forudsigelighed. Jeg kan nu ikke lade være med at tænke på, om ikke Dan Turéll ville have været lidt trist ved synet af et helt stille København, sådan som det især i coronaens første fase var tilfældet. Det må have været underligt. Og selv om hverdagen er velkommen, er vi alligevel nok en hel del, der under coronaen har fået nok af hverdagens rutiner, og som længes efter noget andet. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg især i den seneste tid har sagt, at ”nu måtte der godt ske noget.”

Jeg glæder mig helt vildt til igen at sætte mig i hjørnevinduet på den lokale cafe med en kop kaffe. Ja, ikke fordi der er noget galt med at drikke en kop kaffe eller te på bænken ved vandet en formiddag i april, som jeg gjorde forleden, med sagte bølgeskvulp som eneste lydtapet. Men der er nu noget skønt ved at se og høre hverdagstravlheden passere forbi cafeens vinduer, mens man drikker en dobbelt espresso for at få energi til endnu et gave-indkøbs-raid i strøgets butikker.

Om hverdagsretten: Kål – karry – kvikt

Hverdagsmad behøver slet ikke være kedeligt, heller ikke selv om man ikke synes, der er noget særligt i køleskabet. Så er det bare om at udnytte krydderihylden fuldt ud, for det er min erfaring, at masser af krydderier kan redde selv de kedeligste råvarer.

Jeg kombinerer spidskål med kikærter og karry i en grøntsagsgryde. Har man lidt rejer, passer de fint på toppen, men jeg vil næsten sige, at retten er bedre uden – eller i hvert fald lige så god. Jeg giver den lidt gas med karry og chiliflager, men er man til det lidt mildere, så er det bare at nedjustere. Husk, det er altid lettere at tilsætte mere styrke end at fjerne den.

Normalt slår jeg korsets tegn ved synet af grøn peberfrugt. Jeg synes, de smager underligt i rå form, men det bliver straks bedre, når de får lidt varme på panden. Og så passer de faktisk rigtig godt sammen med karry.

Hurtig mad

Til hverdag er der ikke altid tid eller overskud til at stå og nusse om maden. Det skal gå kvikt, og det gør det også med denne omgang hverdagsmad med spidskål, der kan stå på bordet inden for max en halv time.

Har du lyst til anden hurtig mad, så tjek fx denne her pasta med chilistegte tigerrejer. Det er en ret, som jeg ofte vælger, når det skal gå stærkt. En anden hurtig løsning med det, der ofte er i køkkenskabe og køleskab er spansk tapas med tortilla de patatas – eller på dansk spansk æggekage med kartofler.   

Hverdagsmad når det er bedst – med spidskål og karry

Opskrift af Susanne PaghMåltid hovedretType vegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

20

minutter
I alt?

20

minutter

Når der skal hurtig aftensmad på bordet…

Ingredienser

  • ½ bdt forårsløg

  • 1 grøn peberfrugt

  • ½ squash af medium størrelse

  • ¼ spidskål

  • 1 lille dåse kokosmælk

  • ½ dåse kikærter, kogte

  • 1 æble

  • 1 tsk karry

  • ½ tsk gurkemeje

  • ½ tsk chiliflager

  • salt, peber

  • olivenolie til stegning

  • Pynt
  • evt lidt rejer

  • Serveres med
  • Brød eller kogt ris

Sådan gør du

  • Klargør grøntsagerne: snit forårsløget fint og skær peberfrugt og squash i mindre stykker. Snit spidskålen så fint som muligt.
  • Varm en sauterpande op med lidt olivenolie. Svits forårsløg, peberfrugt og squash i olien i et par minutter. Tilsæt karry, gurkemeje og chiliflager. Vend rundt og lad grøntsagerne opsuge krydderierne. Vend den fintsnittede spidskål i.
  • Hæld lidt vand på sammen med kokosmælken og lad det småsimre nogle minutter, indtil kålen falder sammen.
  • Skær æblet i både, fjern kernehus og skær bådene i mindre stykker, der kommes i sauterpanden sammen med kikærterne. Varm retten igennem og smag til med evt mere karry og chili – samt salt og peber.
  • Servering
  • Når retten serveres, kan du evt toppe med lidt rejer til pynt. Eller bare gå vegetarisk. Giv et godt brød eller ris til.
hverdagsmad med spidskål

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*