Hvid chokolade møder brombær – og et blik ind i processen

Nogle gange er resultatet det bedste, og det er da heller ikke ringe her. Andre gange er processen og vejen til resultatet mindst lige så interessant. Så hermed et lille kig ind i, hvordan det foregår ved køkkenbordet her i huset. For nogen tror måske, at jeg har en køreklar plan, når jeg går i gang. Det er så langt fra tilfældet. Som regel har jeg dog en ret god ide om, hvor jeg vil ende. I dette tilfælde er udgangspunktet, at jeg vil lave en kage med hvid chokolade og brombær. Og her er fortællingen om, hvad der sker, når hvid chokolade møder brombær i udviklingen af en ny kage:

Fra tanke til handling

Som billedet ovenfor viser, så gik det lige af et par omveje, førend jeg nåede dertil. Der blev ændret i de forventede mængder. Jeg var fx helt sikker på, at der skulle fire æg i, men stoppede ved de tre, for så var konsistensen på dejen rigtig. Og jeg havde egentlig først planlagt med kun at komme nødder i, men så var det, at brombærrene begyndte at spøge. Jeg endte med mange brombær og lidt mandler som det crunchy og sødende indslag. Jeg ville også gerne have en kage, der mindede om brownie, bare hvid, men ikke med helt så meget chokolade som en traditionel brownie. Næsten et miks mellem en almindelig bradepandekage og en brownie. Derfor er der ikke så meget chokolade i kagen i forhold til smør og mel. Faktisk er der ret meget mel i. Nogle brownies laves næsten helt uden mel. Men efter disse justeringer var dejen klar. I ovnen kom kalorius – og ud igen:

Ventetiden, imens kagen var i ovnen, blev brugt på at finde den rigtige baggrund til de næste billeder – og lige tjekke det nyeste bogkøb.

Resultatet: hvid chokolade møder brombær

Kagen blev ganske lækker. Sød, lidt crunchy og svampet og måske lige til en kugle is. Vejen dertil var denne gang lige ud. Nogle gange må man flere omveje og ikke mindst gennem adskillige forsøg, førend opskriften er lige i øjet. Og man må måske også erkende, at det, der lød ret lækkert, da man udtænkte det inde i hovedet, blev i bedste fald underligt, da det kom ud af hovedet og ned på tallerkenen.

Så helt enkelt sagt: hvis du tror, at det er let at bage kage, når man skaber opskriften undervejs, så er det ikke korrekt. Der er masser af valg og overvejelser. Heldigvis er skaden ikke så stor, hvis man vælger lidt forkert undervejs, for der skal nok blive en kage ud af det, og den skal nok blive spist. I hvert fald siger mine kolleger aldrig nej tak til et stykke… og den skæggede er også velvillig testsmager.

hvid chokolade møder brombær

Detaljer

Hvor mange?

16 stk

Hvor lang arbejdstid?

30 minutter

Hvor lang bagetid?

30 minutter

Hvor svært?

Ikke svært

Ingredienser

  • 100 g hvid chokolade

  • 150 g smør

  • 3 æg

  • 200 g sukker

  • 200 g hvedemel

  • 1 lime, revet skal og saft

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 knsp salt

  • 50 g mandler

  • 125 g brombær, gerne frosne

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Gør en form på ca. 22 x 22 cm klar med bagepapir.
  • Hak chokoladen groft og smelt halvdelen sammen med smørret i en lille gryde ved svag varme og lad det køle let af. Hak imens mandlerne groft.
  • Pisk æg og sukker godt sammen, så det bliver fint lyst. Tilsæt den smeltede, let afkølede blanding af smør og chokolade. Pisk så revet skal og saft af lime i. Læg elpiskeren væk.
  • Vend nu mel, vaniljesukker og salt i. Slut af med at vende de hakkede mandler, resten af den hakkede chokolade samt brombær i.
  • Dejen hældes i en passende form ca. 22 x 22 cm. Bages i ca. 30-35 minutter ved 170 grader varmluft, indtil der ikke hænger dej ved en gaffel, hvis man tjekker, om kagen er gennembagt.
  • Kagen må meget gerne stå til dagen efter og samle sig. Den bliver svampet og ikke luftig.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*