Jo længere vi kommer hen på asparges-sæsonen, jo mere eksperimenterende bliver jeg på anvendelsen af de flotte hvide asparges. De første nydes helt enkelt tilberedt, men senere må der godt ske lidt mere. Og det gør der i den grad, når man kombinerer hvide asparges med bagt rabarber og rugbrødskrymmel. Det er blevet til en rigtig fin forret, som du finder opskriften på nederst på siden. Inden da skulle du nu lige prøve at læse om de hvide asparges, der starter livet med at gå under jorden.
I starten af aspargessæsonen står der tit asparges med hollandaise sauce på menuen. Serveret med rejer eller i luksusudgaven med jomfruhummer er det en kongespise. Men når man så har fået det nogle gange, så melder lysten sig til at gøre noget helt andet. Og det er helt perfekt, når rabarberstilkene samtidig er klar til brug. Jeg har lidt det samme med rabarber – de første skal bare i en tærte, for det elsker jeg. Eller i en gang is. Men så får jeg lyst til at teste dem af i det salte køkken. Asparges og rabarber – det lyder da ikke helt tosset, og det er det heller ikke. Det er en virkelig enkel ret at lave, og så passer den perfekt som forret eller et let måltid.
Smag på hvide asparges med bagt rabarber og rugbrødskrymmel
Det er virkelig en let forret, men den skal til gengæld laves kort før servering. Start med at få rabarberne gjort klar til ovnen. Imens de bliver bagt, laver du rugbrødskrymmel, og til sidst skal aspargesene på panden. Så er der bare tilbage at anrette det på tallerkener og servere. Jeg synes, at det går fint uden brød eller andet til, når det er en forret. Men som en let servering ville jeg lægge de stegte asparges på en bund af blandet salat og så give lidt brød til. På en sommerdag hører der næsten også et glas kold hvidvin eller en rosé.
Lidt om hvide asparges
Når du køber asparges, er det en god ide at tjekke bunden af dem. Er stilkenden tør og kedelig, evt endda lidt brunlig, så er det en ældre fætter, du har fat i. Friske og faste stilke er at foretrække – og de skal være uden misfarvninger. Husk, at hvide asparges skal skrælles – og at man skal knække eller skære den nederste del af, ca. 1/5, som ofte vil være træet i konsistensen. De oxiderer hurtigt og bliver brune, når de bliver skrællet. Derfor er det en god ide at skrælle dem, lige inden de skal på panden (eller hvordan de nu skal tilberedes).
De hvide asparges er jo nærmest iført høj solfaktor. De bliver pakket ind i jord, der toppes op om dem, så de ikke får sollys. Dermed beholder de den fine, hvide farve. Og de er dyrere end de grønne, måske fordi de er lidt mere besværlige at dyrke.
Vi er glade for asparges herhjemme, men det er intet mod tyskernes begejstring. Hos vores naboer mod syd i Tyskland vil man nemlig møde asparges på deciderede asparges-festivaller i forårsmånederne – de går altså helt grassat, også på hoteller og restauranter. Masser af skiltning for asparges, og så vidt jeg kan bedømme, er det mest den hvide asparges, de er vilde med syd for grænsen.
Hvide asparges med bagt rabarber og rugbrødskrymmel
Måltid ForretType VegetarSværhedsgrad Medium2
personer30
minutter15
minutter45
minutterIngredienser
1 bundt hvide asparges (4-5 stk til hver person afhængig af tykkelse, aspargesenes tykkelse altså)
2 stilke rabarber
1 spsk sukker
1 skive rugbrød (må gerne være tørt)
½ citron
olie til stegning
purløg
Sådan gør du
- Skyl rabarberstilkene og skær dem i stykker af ca. 1½ cm. Vend dem i sukker og læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Bag rabarberstykkerne i ca. 15 minutter. De må ikke blive for møre og splatte ud, der skal stadig være bid i dem.
- Rugbrødet smuldres helt, så det bliver små, bitte stykker. Varm en pande med lidt olie til medium varme og rist rugbrødet, så det bliver til sprødt krymmel. Giv det et vrid salt og lad det dryppe af på et stykke køkkenrulle.
- Knæk eller skær det nederste, træede stykke af de hvide asparges. Skræl dem fra hovedet og nedefter – det er lettest. Varm en pande med lidt olie ved medium varme. Steg aspargesene ved medium varme i ca. 5 minutter, de skal blive møre, ikke stegte. Giv dem lidt salt og lidt citronsaft (ikke for meget – rabarberne er også syrlige).
- Læg de færdige asparges på et fad eller portionsanret på tallerkener. Ovenpå fordeles de færdigbagte rabarber. Der pyntes af med rugbrødskrymmel og purløg.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.