Spidskålssalat med appelsin, asparges og avocado

I dag får du opskriften på en spidskålssalat med appelsin, asparges og avocado – og lidt om, hvordan et billede kan vække gode minder.

“Hvis man har et spidskål, kan man lave alt,” var stort set de første ord, jeg hørte fra en ny gæst i huset. Hans hustru supplerede tørt med bemærkningen: “Ja, du kan jo heller ikke gå forbi et knoldselleri uden at købe det…” Og så var tonen ellers slået an til en eftermiddag og aften med masser af god samtale. Og ja, jeg kalder det med vilje for samtale, for det var ikke bare snak eller høfligheds-konversation. Det var derimod en samtale med indhold – og også masser af smil, grin og nysgerrighed.

Jeg fortalte første gang om dette møde tilbage i april måned. Et særdeles berigende møde, som vi har været så privilegerede at kunne bygge videre på siden da. Jeg genkalder mig med smil samtalen og mødet, nu hvor jeg sidder med billedet af denne spidskålssalat foran mig. Selvfølgelig en salat, der har sit udgangspunkt i et spidskål og derefter er komponeret ud fra, at der skulle være noget syrligt, sødmefyldt, fedme og knasende sprødt i den. Sådan en spidskålssalat med appelsin, asparges og avocado er den perfekte følgesvend som tilbehør til en omgang et eller andet på grillen. Den yder nemlig mod- og medspil til den smag og duft, som alt tilberedt på kulgrill får.

Spidskål kan virkelig meget. Man kan spise spidskål rå, eller man kan sautere den, dampe den eller decideret stege den på panden. Eller man kan lade den indgå i en lasagne eller som fyld i en omelet. Mulighederne er nærmest uanede, så det er næsten rigtigt, at har man blot et spidskål, kan man lave alt. Og så er der i øvrigt rigtig meget mad i et enkelt spidskål.

Detaljer

Hvor mange?

Tilbehør til 2-3 personer

Arbejdstid?

10 minutter

Alt i alt?

Må gerne trække i mindst 1/2 time, gerne længere 

Hvor svært?

Barnemad

Ingredienser

  • 1/2 spidskål

  • 1 appelsin

  • 1/2 bundt grønne asparges

  • 1-2 avocadoer afhængig af størrelse

  • 1 håndfuld græskarkerner

  • Dressing
  • 1 tsk honning

  • 1 spsk æblecidereddike

  • 3 spsk rapsolie

  • Salt, peber

  • Serveres med
  • Skal salaten bruges alene til frokost, kan der med fordel serveres et stykke brød til

Sådan gør du

  • Varm en pande op uden fedtstof og rist græskarkernerne, indtil de begynder at poppe a la popcorn. Hæld dem over på et stykke køkkenrulle og giv dem lidt salt.
  • Snit spidskålen fint, skær skrællen af appelsinen og skær den i skiver og derefter i mindre stykker – fjern evt. hvide hinder, de smager ikke godt og pynter heller ikke. Bræk den træede ende af aspargesene og snit dem fint. Skær avocadoen i mindre, mundrette stykker. Det hele – på nær græskarkernerne – lægges i et fad.
  • Rør dressingen sammen og hæld over. Så må salaten gerne trække en halv times tid. Lige inden servering hældes de ristede græskarkerner over. Serveres evt. med et stykke brød.
  • Lige inden servering hældes de ristede græskarkerner over. Serveres evt. med et stykke brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*