ramsløgsmayonnaise

Idiotsikker ramsløgsmayonnaise

Som den allersidste opskrift i mit ramsløgstema følger her en idiotsikker ramsløgsmayonnaise. I morgen laver jeg en opsamling på alle opskrifter med ramsløg – og mindst lige så vigtigt kommer der fem spørgsmål om at sanke ramsløg – og selvfølgelig også svarene. Så stay tuned… 

Allerførst er der to ting, du bør vide, inden du går i gang: 

  1. Den her mayonnaise er idiotsikker. Den er simpelthen virkelig nem, og det er hurtigere at lave den selv end at vælge en mayonnaise i supermarkedet.
  1. Ramsløgsmayonnaise er stærkt vanedannende – og du køber aldrig mere færdiglavet mayonnaise.  

Lad mig starte med punkt 2 først. Mayonnaise med ramsløg får lige præcis det knæk, der gør, at smagen ikke bliver for fed eller på anden måde “for meget”. Den rammer simpelthen plet, i hvert fald for mig. Måske skyldes den rigtige smag, at man bruger hele æg og ikke kun æggeblommer. Hvis du ikke har ramsløgsolie og i stedet vil lave en almindelig mayonnaise, så skal du bare bruge en helt almindelig rapsolie. 

Punkt 1 – det er virkelig en idiotsikker mayonnaise. Du skal bare sørge for, at alle ingredienser har samme temperatur, og så følge opskriften i det ene minut, det tager at lave mayonnaisen. Beregn derudover 1 minut til at finde ingredienserne frem. Glem alt om at hælde olien i en tynd stråle – alt skal bare ned i et blenderglas og så fuld skrue på stavblenderen. Det er så enkelt, at det vil tage dig længere tid at finde din favorit købe-mayonnaise på hylden i supermarkedet.

Hvorfor virker det? 

Mayonnaise består bl.a af olie og eddike. To ting, der egentlig ikke kan forenes. Så hvorfor virker det? Ja, så skal vi en tur tilbage til fysik- og kemitimerne. Jeg havde i øvrigt fornøjelsen at have min far til fysik og kemi i folkeskolen – ja, altså ud over at han også var min matematiklærer. Og han ville sikkert med glæde have forklaret mig, at årsagen er, at æggeblommen er en emulgator. En emulgator består af to dele, den ene vand-elskende, den anden knytter sig til olie. Emulgatoren lægger sig simpelthen ind mellem vandet og olien og holder dem sammen. Så det virker, som om olien og de øvrige ingredienser forenes, men de holdes bare sammen af æggeblommen.

Mayo til lidt af hvert 

Efter denne kemilektion skal vi til ramsløgsmayonnaisen. Den er lavet på basis af min ramsløgsolie. Har du ikke ramsløgsolie, kan mayonnaisen også smages til med andet – brug i givet fald en rapsolie i stedet. Mayonnaisen bliver meget cremet og er lun, når den er færdig. Så den har godt af en tur i køleskabet, så får den den helt rigtige konsistens – og smager også endnu bedre.

Jeg måtte simpelthen lige udsætte min ramsløgsmayonnaise for den ultimative test. Jeg spiser nemlig ikke mayonnaise på ret meget, men et stykke rugbrød med æg og tomat kræver nærmest, at der kommer mayo på. Konklusionen er klar: Det var ganske enkelt en himmerigsmundfuld af en frokost. Blomsterne på billederne er i øvrigt skovsyre.    

ramsløgsmayonnaise på æggemad
ramsløgsmayonnaise på æggemad

Detaljer

Hvor meget?

Ca. 2 dl

Arbejdstid?

2 minutter

Køleskabstid?

½ time

Hvor let?

Idiotsikker

Ingredienser

  • 1 æg

  • en anelse groft salt

  • ½ tsk dijonsennep

  • 1 tsk æblecidereddike

  • 1½ dl ramsløgsolie

Sådan gør du

  • Sæt alle ingredienser på køkkenbordet i en halv times tid, så de får samme temperatur. Tag et blenderglas og din stavblender frem.
  • Hæld ægget i blenderglasset, helst så æggeblommen ikke går i stykker. Drys saltet over æggeblommen. Derefter dijonsennep, æblecidereddike og ramsløgsolie.
  • Sæt stavblenderen helt ned i bunden af blenderglasset. Start den på højeste hastighed. Kør ganske kort tid, så ser du, at mayonnaisen begynder at blive tyk. Løft så stavblenderen op og ned, så du får luft ind i mayonnaisen. Smag evt til.
  • Hæld den færdige mayonnaise i en skål og stil i køleskab. Den kan holde sig i en uges tid, med mindre du spiser den.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*