imponerende citrondessert

Imponerende citrondessert

Det er ikke så ofte, jeg kalder min egen mad for imponerende, men her er virkelig tale om en imponerende citrondessert. I hvert fald at dømme efter gæsterne, som jeg serverede den for. Læs mere om desserten her nedenfor – og find opskriften nederst i indlægget.

Når man virkelig længes efter forår, og vinteren synes at vare ved uendeligt med gråvejr, mørke og tristhed, så er det tid for citrondesserter. Eller i det hele taget for citron, for den frugt kan noget helt særligt med sin syrlige tone.  

Det var dagens gæster også enige i. Jeg havde ramt totalt plet hos de herrer, der var på besøg. I øvrigt for første gang og dermed havde jeg mine sædvanlige ”første-besøg-kan-de-nu-lide-maden”-nerver helt uden på tøjet. Men jeg blev beroliget flere gange undervejs – og til sidst da jeg så deres fornøjede udtryk, da de smagte desserten. Så lad det være læren heraf, nemlig at man altid kan servere en citrondessert, hvis man ikke kender gæsternes præferencer. Vi fik faktisk også en snak om den citronfromage, som den ene af gæsterne altid havde fået hjemme hos et familiemedlem – på samme måde som jeg selv uløseligt forbinder citronfromage med søndagsmiddag hos min farmor.

Den dekonstruede citrontærte = imponerende citrondessert

Jeg elsker kager og desserter med citron, og det gjorde vores gæster som sagt også. De var behørigt imponerede – og helt ærligt, så synes jeg altså også selv, at jeg var sluppet godt fra at tage elementerne i en helt almindelig citrontærte og sætte dem sammen på ny. En traditionel citrontærte består af en mørdejsbund, herpå en citroncreme, evt en mousse, og øverst marengs. Jeg vendte det hele lidt om og rodede rundt i det: Nederst en den brændte marengs og lidt lemoncurd. Ovenpå citronmoussen og ved siden af krymmel fra mørdej. Pyntet af med lidt lemoncurd og så serveret.

Denne dessert er virkelig genial til gæster. Alle elementer kan og skal næsten også forberedes på forhånd. Der er kagekrymmel, som bages dagen før. Ligesom selve citronmoussen også laves lettest en eller to dage før servering. Så er der en lemoncurd, som let kan laves flere dage eller en uge tidligere. I princippet kan du også sagtens lave den italienske marengs dagen inden, men ellers piskes den let sammen om formiddagen. Så egentlig er det kun at tage elementerne ud af skabe, køleskab og fryser og rette an med brug af en brænder.

I stedet for lemoncurd prøvede jeg at lave appelsincurd af røde appelsiner. Det fungerer også rigtig fint. Du får en rest af den italienske marengs. Den kan du bage til kyskager, dekorere kager med eller bruge til flødeboller. Italiensk marengs er nemlig mega formstabil og suger ikke rigtig fugt til sig.

Ekstraudstyr

Af ekstraudstyr, som du måske ikke har som standard i dit køkken, bruger jeg her tre ting: For det første et bolsjetermometer, der kan måle op til 116 grader. Det er ret nødvendigt, ellers kan du ikke lave din marengs. For det andet en silikoneform på 20 cm i diameter. Den kan du erstatte af en almindelig springform, men citronmoussen er bare så meget lettere at få ud af silikoneformen – uden at blive grim i kanterne. Og endelig skal du bruge en gasbrænder til at brænde din marengs med. De kan fås til ret få penge.  

Imponerende citrondessert

Opskrift af Susanne PaghMåltid DessertType MousseSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

6

personer
Arbejdstid?

2

timer 
Bagetid?

15

minutter
Frysetid?

4

timer 
I alt?

6

timer 

15

minutter

Ingredienser

  • Appelsin- eller lemoncurd
  • Saft af 2 røde appelsiner eller citroner

  • 125 g sukker

  • 60 g smør

  • 2 sammenpiskede æg

  • Citronmousse
  • 1½ bl husblas

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 60 g sukker

  • Saft og revet skal af 2 citroner

  • 1½ dl piskefløde

  • 60 g creme fraiche

  • Kagekrymmel
  • 100 g kagemel

  • 30 g flormelis

  • 75 g smør

  • 1 knsp salt

  • 1 æggeblomme

  • Marengs
  • 80 g sukker

  • 0,8 dl vand

  • 2 bægre æggehvider svarende til 80 g

  • Tilbehør
  • Silikoneform 20 cm i diameter

  • Gasbrænder

  • Bolsjetermometer

Sådan gør du

  • Appelsin- eller lemoncurd
  • Varm saft af appelsiner/citroner med sukker i en kasserolle, indtil sukkeret er helt opløst.
  • Tilsæt så smørret ved middel varme og rør det helt ud.
  • Derefter tilsættes det sammenpiskede æg.
  • Hold varmen på lavt blus, mens du hele tiden rører rundt i kasserollen, så du ikke risikerer at ende med en gang røræg. Curden vil langsomt tykne, og husk, at den bliver mere fast i det, når den køler af.
  • Efter ca. 10 minutter er den færdig, og den kan med fordel sies, så man ikke risikerer, at der er tråde fra æggehviden i den færdige curd.
  • Citronmousse
  • Start med at udbløde husblas i koldt vand i 15 minutter.  
  • Imens piskes fløden til flødeskum sammen med vaniljesukkeret.
  • Sukker blandes med saft og revet skal af citronerne i en kasserolle, der varmes op til kogepunktet, så sukkeret opløses. Den udblødte husblas knuges fri af vand og røres ud i saften. Herefter skal saften lige køle lidt af.
  • Bland så en skefuld af flødeskummet i saften først, derefter vendes resten af flødeskummet i sammen med creme fraiche.
  • Hæld den færdige mousse i en form på 20 cm i diameter og meget gerne i silikone, så bliver kanterne flottest.
  • Fryses i mindst 2 timer, men kan med fordel laves dagen før.
  • Kagekrymmel
  • Tænd ovnen på 170 grader almindelig over-/undervarme. Læg bagepapir på en bageplade.
  • Kagemel, flormelis og salt blandes i en skål.
  • Smørret smuldres i, så det bliver en smuldret dej. Rør en æggeblomme i. Det kan være en fordel at bruge en gaffel til at skille dejen let ad.
  • Spred dejen ud som smuldret krymmel på bagepladen. Bages i 10-15 minutter. Hold øje – den skal bare være gennembagt, ikke mere.
  • Italiensk marengs
  • Find bolsjetermometeret frem.
  • Pisk æggehviderne stive.
  • Bland så sukker og vand og varm det op til præcis 116 grader. Hold øje.
  • Tilsæt sukkervandet lidt efter lidt til æggehviderne, mens der stadig piskes. Pisk indtil marengsmassen bliver fast og lun.
  • Servering
  • Tag citronmoussen ud af fryseren ca. 30 minutter før servering
  • I en dyb tallerken laves et bånd af marengs. Brænd det let med gasbrænderen.
  • Læg derefter lidt appelsin-/lemoncurd midt på tallerkenen. Placer et stykke citronmousse ovenpå og drys med kagekrymmel.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*