isdessert med hindbær og to slags chokolade

Isdessert med hindbær og to slags chokolade

Vi skulle have gæster. Og dermed skulle der komponeres en menu. Målet var en velsmagende menu, der samtidig også kunne forberedes så meget, at jeg havde god tid til også at være sammen med gæsterne. Egentlig var tankerne et helt andet sted, hvad angik desserten. Jeg havde nemlig en idé om en dessert a la Caribien, det kan du læse om i mit indlæg om en september gæstemenu. Men jeg fortrød på ingen måde, at jeg valgte at lave denne isdessert med hindbær og to slags chokolade. Resultatet blev nemlig ret godt, og den kunne også forberedes helt og holdent på forhånd.  

Lag af is adskilt af sprød ruby chokolade

Sådan kan man også bruge en rugbrødsform. Til en lækker isdessert med hindbær, hvor den søde, hvide chokolade stemmer så fint med de syrlige hindbær – adskilt af et tyndt, sprødt lag lyserød chokolade. Lyserød chokolade hedder egentlig ruby chokolade, og den lyserøde farve er helt naturlig. Jeg blev meget overrasket, da jeg smagte den første gang, for jeg troede, at den ville være meget sød. Det er til dels rigtigt. Det er en sød chokolade, men det er også en chokolade med syrlighed og en smag af bær. På den måde minder ruby chokolade lidt om hindbær, der jo også er søde og syrlige på én gang.

Ruby chokolade er den fjerde chokoladetype – efter hvid, lys og mørk chokolade. Og den er helt sin egen. Farven er naturlig og stammer fra den røde kakaobønne. Og både producenter og forbrugere har taget godt imod den – der er i hvert fald kommet is med overtræk af den lyserøde ruby chokolade på markedet. Man må også bare sige, at den chokolade bare præsenterer sig godt med en lækker lyserød farve, en rigtig tøset sag.

Lidt bonusinfo

Det her er ikke verdens letteste is at lave. Mest af alt fordi den tager lidt tid at lave, og man skal være opmærksom på, at man får ismassen ud i hjørnerne i formen, så der ikke dannes luftlommer. Den lyserøde chokolade er let nok at smøre ud – men lad den endelig stå i køleskabet og størkne. Den bliver nemlig lynhurtig for blød til at røre ved, hvis den ikke står koldt hele tiden.

Selve ismassen er min all-time favorit, og jeg har valgt at bruge den, fordi den netop ikke kræver, at man rører rundt i den under indfrysningen. Det ville jo ikke kunne lade sig gøre i en is, der skal ligge i pænt adskilte lag. Du kan være helt tryg, for der kommer ikke iskrystaller i isen, selv om der ikke bliver rørt i den.   

Andre gode is…

Som nævnt er det her ikke verdens mest enkle is at bikse sammen. Men heldigvis kan man finde sådanne is – sådan nogen som man ikke skal skænke en tanke, førend de skal tages ud af fryseren og serveres. Og nej, jeg taler ikke om en is, som man har hentet i supermarkedet. Derimod denne her citronis med ingefær. Eller denne brombæris, der var en del af la grande finale, da jeg holdt fødselsdag. Og er du til en regulær islagkage, så prøv denne her islagkage med brownie, hindbær og brombær.

Isdessert med hindbær og to slags chokolade

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType Hjemmelavet isSværhedsgrad Svær
Hvor mange?

8

personer
Arbejdstid?

1

time 
Frysetid?

5

timer 
I alt?

6

timer 

Ingredienser

  • Sprødt lag
  • 100 g ruby chokolade

  • Hindbærpuré
  • 250 g hindbær

  • 3 spsk sukker

  • 2 slags is
  • 2 æggehvider

  • 2 æggeblommer

  • 3+1 spsk sukker

  • 2 dl piskefløde

  • 3 spsk græsk yoghurt

  • 2-3 spsk mørk rom

  • Hvid chokoladeis: 50 g hvid chokolade

  • Hindbæris: Ca. halvdelen af hindbærpuréen

  • Udstyr
  • Rugbrødsform 8 x 27 cm

Sådan gør du

  • Forberedelse
  • Start med den lyserøde chokolade. Mål den form, du skal bruge til isen, og tegn 3 rektangler i samme mål på et stykke bagepapir – og så tæt, at det kan være på et skærebræt, der kan være i køleskabet.
  • Smelt den lyserøde chokolade over vandbad. Smør den tyndt ud i de tre rektangler. Sæt skærebrættet med chokoladen i køleskabet, så den kan størkne.
  • Bland hindbærrene (evt frosne) med 3 spsk sukker i en kasserolle, og lad det koge op. Mos blandingen ud, brug evt en stavblender, hvis du vil have en mere glat hindbærpure. Afkøles.
  • Hak den hvide chokolade fint.
  • 2 slags is
  • Lav så selve isen. Skil æggene i æggeblommer og æggehvider i to skåle. Stil æggeblommerne til side.
  • Pisk æggehviderne stive. Tilsæt 1 spsk sukker og pisk igen et minut. Stil til side.
  • Pisk så fløden helt stiv i en separat skål. Stil til side.
  • Pisk æggeblommerne med 3 spsk sukker. Pisk længe og inderligt, så du får en helt lys æggesnaps. Vend den græske yoghurt i sammen med den mørke rom.
  • Så skal der laves to slags is. Del æggesnaps-yoghurt blandingen i to lige store portioner. I den ene portion vender du finthakkede hvide chokolade i. I den anden portion vender du halvdelen af hindbærpureen i (resten gemmer du til servering).
  • Nu har du to skåle med henholdsvis hvid chokolade og hindbær. Del flødeskummet og vend det i de to skåle. Slut af med at vende de stiftpiskede æggehvider i skålene.
  • Samling
  • Så har du to skåle med henholdsvis hvid chokoladeis og hindbæris. Læg husholdningsfilm i din rugbrødsform. Læg nu først halvdelen af den hvid chokoladeis i formen. Sæt formen i fryseren i ½-1 time. Stil de to skåle med den resterende ismasse i køleskabet imens.
  • Når isen i rugbrødsformen er nogenlunde stabil, tages den ud. Læg et stykke lyserød chokolade ovenpå, det gøres lettest med en paletkniv. Derefter lægger du halvdelen af hindbærisen på den lyserøde chokolade. Stil i fryseren igen i ca ½-1 time.
  • Gentag processen med resten af den hvide chokoladeis og hindbæris med et lag lyserød chokolade imellem hver. Du slutter med hindbæris øverst. Glat toppen pænt. Stil isen i fryseren indtil servering.
  • Servering
  • Tag isen ud lige før servering. Skær isen i fine skiver og giv hindbærpuré til.

Bemærk

  • Gem resten af hindbærpuréen – og kom den på yoghurt eller skyr

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*