islagkage med citron og mandelbund

Islagkage med citron og mandelbund

Denne islagkage med citron og mandelbund er den perfekte påskedessert med sin sartgule farve. Det betyder ikke, at den ikke kan spises på andre tider på året, men den er rigtig fin lige i foråret, hvor vi venter på alle de nye frugter og bær. Her er citronisen et frisk pust. Og så ikke bare kan, men skal den faktisk laves på forhånd, så det er også den perfekte gæstedessert. Se opskriften nedenfor, men inden da kan du blive klogere på påskens traditioner eller mangel på samme.

Påsketraditioner eller mangel på traditioner

Selvfølgelig ved vi godt, at påsken har rod i kristendommen, og vi kender da helt sikkert også vores bibelhistorie så godt, at vi ved, at det var noget med Jesus, der blev korsfæstet og genopstod fra de døde. Men hvad forbinder vi danskere med påsken? Måske mest af alt fem fridage i rap, der giver tid til, at familien samles. Læg dertil lukkede butikker, og jeg tror, det er de typiske ting, vi vil svare.

Påskens traditioner er slet ikke så rodfæstede som julen med juletræ, julemad og julegaver. Gør det noget? Ja og nej, for vi går lidt glip af det budskab, som påsken er. At Jesus genopstod fra de døde for menneskenes skyld, så vi har vores synders forladelse. Vel at mærke hvis man tror på Gud. For alle uanset tro eller ej kan påskens budskab også være, at man ikke efterlader nogen på perronen – at man tilgiver og kerer sig om sine nærmeste, så de ikke glemmes i hverdagens vrimmel af gøremål. Sådan tænker jeg selv om påsken. Den er for mig en anledning til at se mennesker, der betyder noget for mig, uanset om det er familie eller venner.

islagkage med citron og mandelbund

Jeg kan ikke prale af, at den skæggede og jeg har særlige påsketraditioner. Vi pynter ikke op (men det gør vi heller ikke altid til jul). Vi skal heller ikke have noget bestemt at spise, men jeg sætter nu alligevel ofte nogle mere forårsagtige retter på menuen i påskedagene. Det er her citronisen og islagkagen kommer ind, for citroner er for mig lidt forbundet med påske. Det skyldes helt sikkert, at påsken falder på et gastronomisk rigtig dårligt tidspunkt. Vi har mødt de første strejf af forårssolen, så vinterens mere tunge og intense desserter med chokolade er slet ikke så interessante længere. Det er bare for tidligt til jordbær eller andre bær og frugter. Citrusfrugterne kan vi derimod stadig få, og citroner giver en skøn, frisk smag.

Om islagkage med citron og mandelbund

Her er desserten, der passer perfekt til gæstemenuen. Den skal nemlig laves på forhånd, gerne et par dage før. Husk blot at tage den ud af fryseren 15-20 minutter før servering, så I ikke knækker knive på at skære den. Jeg har lavet en let mandelbund med hvid chokolade, for den søde, hvide chokolade passer nemlig rigtig godt til de syrlige citroner.

Islagkage med citron og mandelbund

Opskrift af Susanne PaghMåltid DessertType Hjemmelavet isSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

6

personer
Arbejdstid?

1

time 
Bagetid?

20

minutter
Frysetid?

8

timer 
I alt?

9

timer 

20

minutter

Denne syrlige og søde islagkage er et frisk punktum på en god middag.

Ingredienser

  • Mandelbund
  • 2 æggehvider

  • 100 g sukker

  • 75 g mandler, grofthakkede

  • 50 g hvid chokolade, grofthakket

  • Citronis
  • ½ dl vand

  • ½ dl sukker

  • Saft og skal af 1-2 citroner

  • 1½ dl piskefløde

  • 2 æggeblommer

  • 40 g sukker

  • 1 spsk amaretto likør eller tilsvarende

  • Tilbehør
  • Springform, 20 cm i diameter

Sådan gør du

  • Mandelbund
  • Hak mandlerne groft – og hak ligeledes den hvide chokolade groft.  
  • Gør en springform klar med bagepapir i bunden. Smør den med smør eller smagsneutral olie. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker lidt ad gangen og pisk videre, så du får en marengs.
  • Vend de hakkede mandler og chokoladen i marengsen.
  • Kom massen op i formen og glat overfladen. Bages i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft.
  • Afkøl bunden helt.
  • Tag bunden forsigtigt ud af formen. Rengør formen, læg frisk bagepapir i bunden og sæt kagefolie op langs kanten. Læg bunden tilbage i formen.
  • Citronis
  • Lav en sukkerlage af vand og sukker. Tilsæt revet citronskal og saft af citronerne. Lad det simre sammen et par minutter, og derefter skal det køle af.
  • Pisk fløden til flødeskum. Sæt til side.
  • Bland æggeblommer og sukker i en skål, der passer til en lille kasserolle. Lav et vandbad med et par cm vand i kasserollen og sæt skålen over. Skålen må ikke røre vandet, og der skal være lukket hele vejen rundt, så der ikke dannes damp i den æggesnaps, du skal til at piske.  
  • Varm langsomt vandet op, mens du pisker æg og sukker til en æggesnaps. Den skal blive fyldig, helt lys og lidt sej i konsistensen.
  • Lad æggesnapsen køle en anelse af. Tilsæt ameretto likør eller, hvis du har det, limoncello sammen med citronlagen.
  • Vend flødeskummet i.
  • Hæld ismassen over mandelbunden og stil det hele i fryseren. Når der er gået et par timer, hakkes chokoladepåskeæg groft og lægges på toppen af isen. Den skal gerne være blevet fast, men ikke helt frossen. Islagkagen skal stå i fryseren i mindst 4 timer og gerne natten over.
  • Servering
  • Tag islagkagen ud af fryseren ca. 20 minutter før servering. Så er den blevet til at skære. Læg den over på et fad, drys evt lidt flere, grofthakkede eller hele chokoladeæg ud over.   

Bemærk

  • Her er islagkagen pyntet til påske. Men du kan også vælge at komme små marengstoppe eller friske bær på.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

islagkage med citron og mandelbund

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*