jordskokkesuppe med rejer

Jordskokkesuppe med rejer: luksus til hverdag

Denne her opskrift har været undervejs længe. Faktisk siden nytårsaften, hvor vi fik den første gang. Det er derfor også lidt af en luksusudgave med piskefløde og en ødsel brug af råvarer. Nytårsaften blev den serveret med kammuslinger, denne gang er det blevet til en jordskokkesuppe med rejer. Men stadig med piskefløde. Alt i alt er det en meget mild og cremet suppe, hvor du virkelig kan smage jordskokkerne. Den kan serveres som hovedret til to personer – eller som en forret til fire.

Nogle gange kan en opskrift ligge og ulme i baghovedet i lang tid, førend jeg får den bragt ned på papir og foreviget med kameraet. Det skyldes ikke slaphed eller tvivl om opskriften som sådan. Denne her jordskokkesuppe har jeg faktisk lavet flere gange både før og efter nytårsaften. Nu var tiden så bare inde til, at den både skulle foreviges og beskrives.

Som nævnt blev suppen serveret med kammuslinger nytårsaften. Den skæggede, der ellers ikke er den store kammuslinge-spiser, var svært begejstret for den. Måske især fordi kammuslingerne hverken var rå eller stegt seje og kedelige, de var lige præcis midt imellem. Jeg havde sådan set også luret tricket til perfekt tilberedte kammuslinger af ved et besøg hos Kokken og Fruen. Det er nemlig en tilberedning, som Kokken behersker til perfektion, og jeg bøjer mig ærbødigt i støvet.

Tirsdagssuppe

Denne gang valgte jeg dog at toppe op med ganske almindelige rejer. Mest af alt fordi det er en ganske almindelig tirsdag aften, og jeg har ikke haft lejlighed til at komme forbi fiskehandleren. Det smager nu også fint, bare lidt mere hverdagsagtigt. Nu skulle der ikke gå alt for meget hverdag i suppen, så piskefløden holdt jeg fast ved. Mindre kan også gøre det her, så tæller man kalorier, kan en madlavningsfløde også være et fint valg.

Kender du begreber som tirsdagssuppe, onsdagsfisk og torsdagskage? Så arbejder du helt sikkert et sted, hvor der er kantine. Vel at mærke når der ikke er corona. Vi har næsten indført det herhjemme i coronatiden. I hvert fald så langt at vi her i vintersæsonen får suppe mindst én gang om ugen, ligeså er der altid fisk på menuen i ugens løb – og jeg holder fast i, at der skal være plads til dessert i weekenden.

jordskokkesuppe med rejer

Jordskokker

Jeg har skrællet jordskokkerne – og med Kokkens ord in mente har jeg fjernet så meget af alt det, der kan misfarve suppen. Jo mere hård man er med at skrælle og skære fra, jo mere hvid bliver suppen. Nogen vil måske spørge, om der ikke skal timian eller andre krydderier i. Og svaret er helt enkelt et klart nej. Jeg synes, at jordskokker med deres nøddeagtige smag sagtens kan og også skal have lov til at stå i sig selv.

Andre opskrifter med jordskokker

Har du lyst til noget andet end jordskokkesuppe med rejer, men stadig med jordskokker, så prøv denne her jordskokke panna cotta med rejer, som jeg er ret stolt af.  

Er du ligesom mange andre, undertegnede inklusive, træt af vinter, så er denne her jordskokke-æble salat et godt bud på at se fremad.   

Jordskokkesuppe med rejer: luksus til hverdag

Opskrift af Susanne PaghMåltid Gæst og fest, GrøntType Hovedret, ForretSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Kogetid?

20

minutter
I alt?

50

minutter

Velsmagende jordskokkesuppe – til hverdag og som forret til gæstemad

Ingredienser

  • 800 g jordskokker

  • ¾ l grøntsagsbouillon

  • 1 dl piskefløde

  • Salt, peber

  • Topping
  • 100 g rejer

  • 1 eller 2 jordskokker

  • Olivenolie

  • Salt

Sådan gør du

  • Skræl og skær jordskokkerne i mindre stykker. Tag en enkelt eller to jordskokker fra til jordskokkechips. Jo mere du renser dem for mærkelige farvninger etc, jo hvidere suppe.
  • Kog jordskokkerne i grøntsagsbouillon i ca 20 minutter, indtil de er godt møre.
  • Mens jordskokkerne koges møre, laver du jordskokkechips: Skær de jordskokker, du har taget fra, i 1 mm tynde skiver, dvs så tyndt som muligt. Varm en pande op med olivenolie til medium-god varme. Steg jordskokkeskiverne, uden at de branker, men blot bliver lysebrune og lækre. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og giv dem et vrid salt.
  • Når jordskokkestykkerne er kogt møre, blendes suppen godt og grundigt. Jo mere du blender, jo mere jævn bliver din suppe. Juster evt konsistensen med lidt mere bouillon.
  • Tilsæt piskefløde og lad suppen varme igennem igen. Smag til med salt og masser af peber.
  • Server med rejer og sprøde jordskokkechips.

Bemærk

  • Jordskokkechips er en genial opfindelse, og den kan sagtens anvendes på andre typer af rodfrugter. Spises enten som topping eller som en snack til et glas vin eller en drink.
jordskokkesuppe med rejer

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*