kakaokage til fødselsdag

Kakaokage til fødselsdag

Reklame: Dette indlæg indeholder reklamelinks – markeret med *. ”Nå, men hvis du behøver lidt hjælp, så sig til…” sagde jeg til yngstepigernes mor. De, altså yngstepigerne, har fødselsdag med få dages mellemrum. Derfor holder de deres fødselsdage sammen – og det giver jo god mening. Og deres mor tog imod mit tilbud om hjælp. I form af to fødselsdagskager med hver sin pynt efter yngstepigernes ønske. Det blev til to gange kakaokage.

Kakaokagen er meget luftig, men på ingen måde tør. At den bliver så let og luftig skyldes ikke mindst, at chokoladesmagen stammer fra kakaopulver. Det er altså ikke en intens og fyldig brownie, som man får her. Til gengæld er det en kage, der kan bruges på rigtig mange forskellige måder. Den kan flækkes og fyldes med creme, pyntes med bær og serveres til en omgang is, eller bare spises, som den er.  

Som fødselsdagskage

Der skulle være nok kage til 12 personer, så jeg måtte i gang med de store skåle. Faktisk måtte jeg gange opskriften her med 4, så jeg fik både en rund kage på 25 cm i diameter og en talkage på 30 x 21 cm. Begge blev høje og flotte. Det blev en ret heftig portion, men der var også lidt spild, fordi den ene kage skulle skæres ud og formes som et 6-tal til 6-års fødselaren. Den anden kage skulle blot pyntes med figuren Llama fra Fortnite til yngstepigen på 11 år. Så var pigernes fokusområder ligesom lagt klar.

kakaokage til fødselsdag - fortnitekage

Selve kagen er lynhurtig at lave. Og skal du bare lave en helt almindelig kage til en helt almindelig mængde gæster, skal der selvfølgelig glasur på sådan en kakaokage. Jeg har en særlig hang til chokoladeglasur, som stammer helt tilbage til min barndom, men det vælger du selv. Den ene af de to kager her blev imidlertid pyntet med creme af lys chokolade og kinder-lækkerier ovenpå. Den anden fyldte jeg med hvid chokoladecreme (og en lille overraskelse i form af crispy kindersnitte), og så blev den pyntet med glasur i lilla og lyserød, så den matchede Llama-figuren.

Den afsluttende del af pyntningen af de to kager med Llama og lækkerier stod de to fødselsdagspiger selv for. Og jeg må sige, helt ærligt, så var de altså ret gode til det. Der er helt klart en lille konditor gemt i den 6-årige – hun placerede de små stykker chokolade med præcision og med et fint blik for, hvordan det ville komme til at tage sig bedst ud.    

kakaokage til fødselsdag - talkage

Opbevaring og stop madspild

Det er en kage, der sagtens kan holde sig frisk i køleskabet i nogle dage. Kan du imidlertid hurtigt se, at I ikke kan nå at spise den, så læg den i fryseren. Kakaokagen er nemlig den perfekte base for romkugler. Jeg har derfor nu lidt kage liggende klar, så de to fødselsdagspiger kan lave romkugler, når de kommer på besøg næste gang. De er nemlig ret glade for romkugler, og jeg er ret glad for at mindske madspild.

Om opskriften på kakaokage

Her kommer opskriften beregnet til en springform på 20 cm i diameter. Jeg har lavet anvisning til chokoladecreme, så du kan dele kagen og lægge en hvid chokoladecreme imellem lagene – og toppe med lys chokoladecreme øverst. Der bliver nok lidt creme til overs… og den kan snildt gemmes til dagen efter.

Hvis du vil lave talkage med fyld inden i og pynt ovenpå, skal du bruge en hel portion chokoladecreme med hvid og lys chokolade.

Hvis du vil lave fortnitekage med chokoladecreme indeni og glasur ovenpå, skal du blot bruge en halv portion chokoladecreme med hvid chokolade.

Kakaokage til fødselsdag

Opskrift af Susanne PaghMåltid DessertType Kage
Hvor mange?

8

personer
Arbejdstid?

20

minutter
Bagetid?

30

minutter
Tid til pynt?

30

minutter
I alt?

1

time 

20

minutter

Let og luftig kakaokage – perfekt at tage med (med og uden pynt)

Ingredienser

  • 125 g sukker

  • 40 g smør, gerne blødt

  • 1 æg

  • Revet skal af 1 lime

  • 150 g kagehvedemel*

  • 25 g kakao

  • ½ tsk natron

  • ½ tsk bagepulver

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 knsp fint salt

  • 100 g skyr

  • Saft af 1 lime

  • Evt. ½ dl vand

  • Pynt/fyld – chokoladecreme (talkage)
  • 5 dl fløde

  • 150 g lys chokolade

  • 150 g hvid chokolade

  • 2½ blad husblas

  • Evt kindersnitte

  • Glasur (fortnitekage)
  • Hvid flormelis

  • Rød og lilla frugtfarve

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Læg bagepapir i bunden af en springform på 20 cm i diameter og smør siderne med lidt smagsneutral olie.
  • Bland alle de tørre ingredienser i en separat skål.
  • Rør sukker og smør sammen i en skål. Pisk ægget i – og pisk det hele godt igennem sammen med den revne limeskal.
  • Vend de tørre ingredienser i. Tilsæt herefter skyr og limesaft. Hvis dejen er meget fast, så giv den lidt vand.
  • Hæld dejen i springformen og bag den i ca. 30 minutter. Den er gennembagt, når du kan stikke en gaffel i kagen, uden at der hænger dej ved, når du tager den ud igen.
  • Kagen køles af, inden den pyntes og evt fyldes med chokoladecreme. Og/eller glasur.
  • Chokoladecreme
  • Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Hak de to slags chokolade fint og hæld dem i hver sin skål.
  • Opvarm fløden til kogepunktet. Knug husblassen og pisk den i fløden – pisk godt til.
  • Hæld fløden over de to slags chokolade, lad skålene stå et minuts tid, så fløden smelter chokoladen lidt. Rør derefter fløden ud i chokoladen med rolige tag.
  • Dæk skålene med husholdningsfolie, så det lægger sig ned på cremen. Så undgår du, at der dannes kondensvand. Cremen skal køle i mindst 3 timer.
  • Når kagen skal pyntes, piskes cremen med en håndmixer, så den bliver luftig og så fast, at den kan sprøjtes ud i toppe.
  • Fyld chokoladecremen i to sprøjteposer med passende størrelse tylle. Flæk kagen og tag den øverste del af. Sæt små toppe af hvid chokolade på bunden. Hak en kindersnitte groft, hvis du vil lave en lille overraskelse inde i kagen. Sæt den øverste del af kagen på og dæk den med små toppe af lys chokoladecreme.
  • Glasur (fortnitekage)
  • I stedet for chokoladecreme øverst kan du også lave en glasur bestående af flormelis og lidt vand. Tilsæt frugtfarve efter ønske. Lav rigeligt glasur…  

Bemærk

  • Du kan også nøjes med at pynte med en glasur af flormelis, kakao og lidt vand.
  • Er der kage i overskud, så læg den i fryseren. Det er nemlig den perfekte base til romkugler.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*