Kartoffel-selleri suppe


Typisk spørgsmål, når den skæggede er ude og rejse: “Laver du så mad selv?” Ja, selvfølgelig gør jeg det… og når efteråret så samtidig banker på, er sådan en gang kartoffel-selleri suppe (til flere dage) et oplagt valg. Det lyder måske som noget fra 70’ernes vegetarkogebøger, sådan a la selleribøffer, og giver mindelser om mikromakromad på bordet, Nej tak til atomkraft på væggen og politisk ekstrem aktivisme. Men suppen smager altså rigtig godt. Er du til en mere traditionel udgave, så kan kartoffel-porre suppen her også anbefales.

Opskrift på kartoffel-selleri suppe

Passer til 2 personer – eller til 1 person i 2 dage 😉
Tilberedningstid: 1/2 time
Ingredienser:

  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille løg
  • 1 lille knoldselleri 
  • 1 bagekartoffel
  • 1/2 l grøntsagsbouillon 
  • Olivenolie
  • Cayenne, salt, peber
  • 1-2 skiver rugbrød, gerne halvtørt og kedeligt
  • Frisk dild 

Snit hvidløg og løg fint. Skræl kartoffel og knoldselleri og skær dem i mindre tern. Varm olivenolien op i en gryde, svits først løg og hvidløg let, tilsæt knoldselleri og kartoffelternene, lad dem svitse i et par minutter. Hæld grøntsagsbouillon på og lad det simre 15-20 minutter, indtil alt er mørt. Mens suppen koger, smuldres rugbrødet og ristes på en tør pande.
Suppen blendes og smages til med cayenne, salt og peber. Pyntes af med rugbrødssmulder og dild.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*