Kartoffelsalat til en rekordstart på efteråret

Dette skrives søndag den 2. oktober 2011 – det burde altså være efterår med regn og rusk, men i stedet satte vejret en rekord i går med den første sommerdag (mere end 25 grader) i oktober måned nogensinde, og i dag har det været lige så flot solskin. Det skal aftenens menu afspejle med en ægte sommerklassiker, nemlig kartoffelsalat. Her er den opdateret til en moderne udgave med mere bid end den traditionelle udgave. Den passer som tilbehør til stort set alt… eller som en del af en vegetarisk menu med flere, små retter. Og så er det en nem måde at få brugt de kartofler, som man altid får kogt for meget – eller at få startet næste dags middag i god tid ved at koge lidt ekstra kartofler.

Jeg foretrækker de små kartofler, der ofte sælges som ”nemme kartofler” om vinteren, de skal bare skylles og ses efter, inden de ryger i gryden. Om sommeren skal det selvfølgelig være nye, danske kartofler.

En snert af sommer med kartoffelsalat med ærter og feta

Moderne kartoffelsalat

Tilbehør 2 personer

Tilberedningstid 20 min (hvis kartoflerne er kogt på forhånd)

Ingredienser

  • 300 g kogte, små kartofler (må gerne være kogt dagen før, så er de bedre ”samlede” i konsistensen)
  • 75 g feta eller hvid ost
  • 50 g frisk babyspinat
  • 100 g ærter (gerne fra frost, de er faktisk ret gode og lige så velsmagende som de friske)

Dressing

  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk honning
  • 3 spsk jomfruolivenolie eller lignende
  • Salt, peber

Skær de kogte kartofler i mundrette stykker og bland med fetaen i små tern. Rør dressingen sammen – start med at røre dijonsennep og hvidvinseddike sammen, tilsæt derefter honning, rør godt. Tilsæt til sidste jomfruolivenolien lidt ad gangen – det kan være lidt vanskeligt at få rørt helt sammen, og smag til med salt og peber.  Hæld dressingen over kartoflerne og fetaen, lad det trække 10 minutter.

Imens skylles og afdryppes babyspinaten. Den blandes herefter i en skål med ærterne. Tilsæt kartoffel-feta blandingen og server – fx til en fiskefrikadelle.

Tip: Er ærterne frosne, kan det være en fordel at starte med at hælde dem op i serveringsskålen, bland dem med babyspinaten, og de tør hurtigt op.

One Comment

  1. Pingback: Menu til den første weekend i august – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*