Brombærsnitte

Kokostoppe møder hindbærsnitte og går helt i sort… så enkelt kan denne brombærsnitte beskrives.

Tag hindbærsnittens mørdejsbund, tilsæt brombærmarmelade og top op med masser af lækker kokos øverst. Så har du en brombær-kokossnitte. “Den smager vanvittig godt”, siger Damerne aka en af mine leverandører på arbejde, der fik lejlighed til at prøvesmage ved deres sidste besøg. “Lad ikke gå for længe, førend opskriften komme på bloggen” var deres afskedsbemærkning. Som lovet, så gjort. Så her kommer opskriften på en lækkerbisken af en brombær-kokossnitte (eller måske en kokos-brombærsnitte).

Lidt om brombærsnitte

Bunden er en mørdej med kokos, der giver både smag og luftighed. Midten er brombærmarmelade, her hjemmelavet, men har du ikke lige frosne brombær i fryseren, eller har du ikke tid til at lave brombærmarmelade, så kan en god købe-marmelade helt sikkert også bruges. Toppen er lidt ala en kokosmakron med marcipan. For mig bliver det en kage, hvor kokos giver både struktur i bund og top, og hvor brombærrene giver en god kant til smagen.

Der bliver en form på 22 x 22 cm, hvilket svarer til ca. 16 stykker. Hvor mange personer? Altså jeg har kolleger, der end ikke rødmer, når de tager det tredje stykke… men ellers 8 personer, for stykkerne er ikke så store.

Detaljer

Hvor mange?

16 stykker i en form på 22 x 22 cm

Arbejdstid?

45-60 minutter

Bagetid?

10 + 20-25 minutter

Hvor svært?

3 dele skal forberedes og samles = halvsvær

Ingredienser

  • Mørdejsbund
  • 125 g hvedemel

  • 50 g kokosmel

  • 100 g smør

  • 40 g flormelis

  • 1 æggeblomme

  • 1 knsp fint salt

  • Brombærmarmelade
  • 250 g brombær

  • 125 g sukker

  • 1/2 lime, saft og skal

  • Kokostopping
  • 2 æg

  • 200 g rørsukker

  • 150 g kokosmel

  • 50 g revet marcipan

Sådan gør du

  • Jeg startede med brombærmarmeladen. Imens marmeladen kogte, lavede jeg mørdejen. Derefter skulle mørdejen hvile i en halv time og forbages i 10 minutter. Mens bunden blev forbagt, miksede jeg kokostoppingen sammen, og så skulle hele kagen bage i ca 20-25 minutter.
  • Brombærmarmelade
  • Det er så nemt, for du tager bare brombær og sukker i en lille kasserolle. Lad det koge op ved medium varme, indtil sukkeret er helt opløst. Derefter småkoger det ca. 10 minutter, blendes groft og smages til med limesaft og revet skal. Køles af.
  • Mørdejsbund
  • Imens brombærrene simrer sammen, kan du lige så godt bruge tiden på at lave mørdejsbunden. Bland hvedemel, kokosmel, flormelis og salt i en skål. Tilsæt smørret i små stykker – jo koldere smør, jo bedre. Smuldr smørret ind i de tørre ingredienser, så det til sidst minder om revet ost. Så samler du dejen med æggeblommen.
  • Nu kan du vælge at lægge dejen i køleskabet, indtil du skal bage. Eller du kan rulle dejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 24 x 24 cm. Læg den udrullede dej i en form ca 22 x 22 cm, gerne foret med bagepapir, så bliver det hele lidt lettere. Stil formen i køleskab i minimum 30 minutter, men den kan sagtens stå der længere.
  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Prik bunden med en gaffel og forbag den i ca. 10 minutter, indtil den er let lysebrun.
  • Kokostopping
  • Imens bunden forbages, piskes æg og rørsukker sammen. Tilsæt kokosmel og revet marcipan og rør det hele godt sammen.
  • Kagen samles
  • Når bunden er forbagt, tages den ud af ovnen. Sæt temperaturen i ovnen ned til 180 grader. Den afkølede brombærmarmelade fordeles ud over bunden, og så skal der bare spredes kokostopping øverst. Bages i yderligere 20-25 minutter.
  • Kagen køles af og skæres derefter i snitter, ca. 5 x 5 cm. Ved servering kan du evt. drysse lidt flormelis ud over snitterne.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*