Krydret linsesuppe…? 

  
Efter en weekend, hvor vi har testet menu til næste uges gæstebud – man bliver jo nødt til at tjekke, at mad og vin passer sammen (I aner ikke, hvor hårdt det er…) – så skulle der bruges rester, bl.a. et stykke stegt kulmule. Samtidig havde Aarstiderne været forbi med en grøntsagskasse med masser af vintervitaminer, så resultatet blev en krydret linsesuppe med fisk og grønkål – og lidt skyr og et par rugbrødscroutoner.

Krydret linsesuppe

Til to personer går der en halv time og følgende ingredienser:

  • Olivenolie
  • 1/2 løg
  • 125 g røde linser 
  • Spidskommen, koriander
  • 1 citron
  • 3/4 l grøntsagsbouillon
  • En rest stegt, fast hvid fisk, fx kulmule, kuller eller torsk
  • Et par håndfulde grønkål
  • 1 dl skyr
  • 2-3 skiver rugbrød
  • Salt, peber

Snit løget fint og svits dem let, uden at de bruner, i lidt olivenolie. Tilsæt linser og rør rundt et par minutter. Tilsæt saft af en 1/2citron. Derefter krydres med spidskommen og koriander, meget eller lidt afhængig af smag. Tilsæt grøntsagsbouillonen og lad det småsimre 20 minutter.

Imens skæres et par skiver rugbrød i små tern og ristes i olivenolie. Drypper af på papir og drysses rundhåndet med salt (nej, det er næppe sundt, men det smager godt). Herefter steges den rensede, grofthakkede grønkål i olivenolie et par minutter.

Suppen blendes jævn og smages til med saften af den anden halvdel af citronen, salt og peber. Serveres med fisk, skyr, rugbrødscroutoner og stegt grønkål. Det lyder underligt, men det smager faktisk ret godt. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*