Den her suppe er min ”go-to”-suppe. Nem at lave, masser af smag – og ja, så er det suppe, og hvem elsker ikke en varm suppe på en kold dag. Man kunne sagtens kalde det for en bondesuppe, for den minder lidt om en toscansk bondesuppe. Det kunne også være en bønnesuppe, for den er rig på sorte bønner. Jeg foretrækker sådan set at kalde den det, den er, nemlig en let tomatsuppe med bønner. Få opskriften nedenfor.
Suppen består af det, der lige er i køleskab og køkkenskab. Sådan mere eller mindre altså. Men har du ligesom undertegnede altid et lille dåselager og lidt grøntsager, så er du godt på vej til en let tomatsuppe med bønner. Server den sammen med lidt godt brød og eventuelt et tilsvarende godt glas rødvin.
Akutlager
Jeg har et lille akutlager af dåser, som jeg kaster mig over, når jeg på den ene side vil have rigtig mad på bordet (og det vil jeg faktisk altid), og når jeg på den anden side ikke har fået købt ind. Dermed bliver jeg overladt til at se, hvad der er i køkkenskabene. Og her finder jeg en dåse cherrytomater, en dåse bønner, lidt løg, et par kartofler eller gulerødder. Er der så også nogle krydderier, så er der ikke langt til en velsmagende suppe. Det er alt sammen ingredienser, som man kan have på lager til akutsituationer.
Har du ikke sorte bønner, men kun hvide bønner eller kikærter, så gå ej i panik over det. De kan sagtens anvendes i stedet for. Og det er netop derfor, jeg har udnævnt det til min go to suppe. Min panikløsning til en kold aften. For så længe ingredienserne ikke modarbejder hinanden, så kan de sikkert anvendes i suppen.
Når du laver en go to suppe som denne her, har du helt sikkert ikke tid til at lave friskbagt brød. Det er heller ikke nødvendigt, for måske er der noget daggammelt, halvtørt brød, rugbrød eller franskbrød, i brødskuffen. Det kan lynhurtigt trylles om til vanedannende brødcroutoner. De skal bare skæres i tern, som ristes på en pande med lidt olie og drysses med salt.
Andre go to løsninger
Er man ikke lige til varm suppe, så er en risotto måske løsningen. Her er den lavet med ærter, som i en snæver vending kan være af den slags, som man hiver ud af fryseren. Ærterisotto fungerer fint alene, men du kan eventuelt tilsætte lidt rejer eller varmrøget laks. Men risotto er lige så taknemmelig en opskrift som en let tomatsuppe med bønner. Du kan nemlig variere en risotto efter, hvad der nu lige er af ekstra smagsgivere.
Ligger der halvslatne grøntsager i den nederste skuffe i køleskabet, kan du stege dem på panden og komme sammenpisket æg over, eventuelt supplere med en dåse tun, så har du en proteinrig omelet klar på få minutter.
Let tomatsuppe med bønner
Måltid HovedretType VegetarSværhedsgrad Let2
personer30
minutter20
minutter30
minutterIngredienser
1 løg
1 fed hvidløg
1 lille dåse koncentreret tomatpure (70 g)
1 bagekartoffel, alternativt et par persillerødder eller gulerødder
1 dåse cherrytomater
½ l grøntsagsbouillon (gerne Herbamare)
chiliflager
spidskommen
1 dåse sorte bønner
1 spsk rapsolie
salt, peber
evt lidt æblecidereddike
- Tilbehør
Godt brød, lidt creme fraiche eller skyr
Sådan gør du
- Snit løg og hvidløg fint. Skræl bagekartoflen og skær den i små stykker.
- Varm en gryde op til mediumvarme med lidt rapsolie. Svits løg og hvidløg, uden at det tager farve. Tilsæt kartoffelternene og svits dem med et par minutter.
- Tilsæt den koncentrerede tomatpure og chiliflager samt spidskommen. Rør rundt og hæld cherrytomaterne og grøntsagsbouillon ved, hold lidt bouillon tilbage.
- Lad det simrekoge i ca 15 minutter, indtil kartoffelternene er møre. Skyl og tilsæt de sorte bønner.
- Når bønnerne er gennemvarme, smages til med æblecidereddike. Juster evt konsistensen med lidt ekstra bouillon.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉